Højbjerg Badminton Klub vinder DM-guld
Højbjerg Badminton Klub vandt for nylig flere medaljer ved DM for ungdomshold. En del af årsagen skal findes i en skolesatsning, som dog lige nu er på pause.
Guldparykker og -hatte var placeret på hovederne af de storsmilende ungdomsspillere, da det fornylig skulle foreviges med et holdbillede, at Højbjerg Badminton Klubs U17-hold igen kan kalde sig landets bedste badmintonhold i dets årgang. Ligesom de selvsamme spillere kunne i 2017, 2019 og 2021. En fornem bedrift, som ifølge klubbens sportschef, Michael Kjeldsen, viser, hvordan ungdommen blomstrer i den lokale badmintonklub.
»Det er en blanding af mange forskellige ting, men for det første har vi nogle af landets allerbedste pige- og drenge-spillere. Hvis man kigger individuelt, så har vi fire drenge blandt de ti bedste i landet, og på pigesiden har vi tre spillere blandt de otte bedste. Holdets bredde indeholder et enormt højt niveau, og så har vi nogle dygtige trænere, som satte det helt rigtige hold til DM,« fortæller Michael Kjeldsen, som også peger på spillernes helt særlige sammenhold som en vigtig faktor.
»Spillerne har været samlet i klubben, siden de var helt små. De går i skole sammen, og deres forældre kender også hinanden. Det sociale, som spillerne har sammen, er yderst vigtigt, og det er noget, vi har stort fokus på i klubben, hvor vi ser holdturneringerne som et flagskib,« fortsætter Michael Kjeldsen.
Skolesatsning giver pote
Grundstenen til den store talentmasse, som lige nu viser sig i Højbjerg, blev lagt tilbage i 2015, da badmintonklubben igangsatte et ambitiøst skoleprojekt. Dengang blev badmintontræning en del af hverdagen for de mindste skoleelever på Kragelundskolen, Skåde Skole, Rundhøjskolen og Holme Skole, hvilket skabte en stor tilgang af børnespillere til klubben.
»Flere spillere på u17-holdet begyndte i klubben gennem skoleprojektet,« fortæller Michael Kjeldsen, som forventer, at årene fremover også vil byde på flotte resultater fra unge spillere.
»Vores U15-hold vandt bronze ved DM, og spillerne på det hold begyndte også gennem skoleprojektet. Der nye hold af spillere, så vi går en lys fremtid i møde,« fortæller sportschefen.
Da skolesatsning blev igangsat i 2015, bestod klubben af blot 440 medlemmer. I dag tæller den 975 medlemmer, hvoraf 350 er ungdomsspillere. En flot stigning, som dog også har været medvirkende til, at klubben i 2019 måtte pause skoleprojektet, da der på grund af de mange nye spillere ikke var plads i hallen på Hjulbjergvej. Det er der stadigvæk ikke. Michael Kjeldsen forventer, at det ændrer sig med klubbens planer om at udvide hallen, så den går fra ni baner til 18 baner, hvilket vil gøre det til landets største badmintoncenter.
Fejring i hallen
Ved ungdomshold-DM havde Højbjerg Badminton Klub 17 hold med, hvoraf syv af dem vandt metal. De blev ugen efter mesterskaberne fejret i hallen, hvor der efter en ungdomstræning var en lille markering.
»Jeg holdt som sportschef en lille tale for alle spillerne, og så fik alle de hold, som havde vundet medaljer, klapsalver og gavekort. Bagefter var der kage, saft og hygge,« fortæller Michael Kjeldsen.
Han håber, at skoleprojektet bliver genoptaget, når den nye hal står klar, så Højbjerg Badminton Klub kan fortsætte talentudviklingen.