Farvel til gummigranulat i kunstgræsbaner - rammer flere klubber i Aarhus
EU har netop besluttet at forbyde gummigranulat på kunstgræsbaner. Det kommer til at ramme størstedelen af banerne i Aarhus Kommune.
EU gjorde det forleden forbudt at bruge gummigranulat i kunstgræsbaner.
Det kommer til at berøre størstedelen af de aarhusianske fodboldklubber, som i dag spiller på en eller flere kunstgræsbaner. Her viser tal fra Aarhus Kommune, at blot to ud af de nuværende 21 baner, er uden gummigranulat. Og flere baner er planlagt, endda med det fremtidige og forbudte gummigranulat.
Gummigranulatet kommer ofte fra ophuggede bildæk, og det er med til gøre det muligt at bruge banerne hele året. Problemet er bare, at de små plastikpartikler med tiden forsvinder fra banerne og ender som forurening. Derfor har miljøorganisationer presset på for hurtigt at få et forbud.
For nylig fandt forskere på Københavns Universitet i et nyt studie hundredvis af kemiske stoffer i det gummigranulat, der bruges på danske kunstgræsbaner, hvoraf flere er stærkt miljø- og sundhedsskadelige.
Lone Mikkelsen, der er seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling, mener, at forbuddet både vil komme spillernes sundhed og miljøet til gavn.
»Dette forbud vil betyde, at spillere, både børn og voksne, i fremtiden ikke skal udsættes for de skadelige kemikalier fra mikroplasten. Gamle bildæk er blevet brugt i flæng som fyldmateriale (også kaldt infill, red.) på kunstgræsbaner, men det sætter EU nu en stopper for,« siger Lone Mikkelsen til Ritzau.
De aarhusianske fodboldklubber kan dog gøre brug af deres kunstgræsbanerne nogle år endnu.
Danmark har i den sidste fase presset på for at forlænge indfasningsperioden i EU-forslaget. Det lykkedes, så indfasningen blev forlænget fra seks år til otte år.
Miljø-pulje
I alt har syv ud af de 21 steder i Aarhus, hvor der er etableret kunstgræsbaner med gummigranulat, søgt og fået penge til miljøvenlige tiltag via en pulje, som Aarhus Kommune har stillet til rådighed.
VSK Aarhus, Aarhus Fremad, TST, IF Lyseng, Brabrand IF og TMG Mårslet og ASA har søgt og fået bevilliget penge fra puljen, der skal fremme de miljøvenlig løsninger.
Og der er stadig omkring halvanden million kroner at komme efter i puljen, som består indtil udgangen af året.
Rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R) har tidligere været på banen i sagen, hvor han sagde følgende til Din Avis Aarhus:
»Vi opfordrer klubberne til at søge puljen, for det er et område, vi har brug for at udvikle os på og finde de helt rigtige måder at gøre tingene på. Vi har ikke tænkt os at vente på, at EU beslutter det ene eller det andet,« sagde rådmanden, inden forbuddet blev vedtaget.
Din Avis Aarhus ville gerne have hørt rådmanden, hvilke miljømæssige løsninger, der kan komme på tale, og om han vil arbejde på at gøre puljen større, når alle klubberne skal omstille sig på den lange bane. Rabih Azad-Ahmad er ikke vendt tilbage på vores henvendelse inden redaktionens deadline.