Har forlænget - men ikke med et Champions League-projekt
Vi tog en snak med Aarhus Fremad-træner Morten Dahm Kjærgaard om Champions League-drømme, og om at blive sendt til større adresser.
Det var en nyhed, der fløj lidt under radaren, da Aarhus Fremad 20. marts offentliggjorde, at Morten Dahm Kjærgaard og trænerteamet havde forlænget kontrakterne med mindst et år, som var formuleringen i fodboldklubbens Facebook-opslag.
Helt præcist fik topholdet i 2. division papir på cheftræneren frem til sommeren 2025. Og måske røg fokus også fra den nye aftale - med det der må siges at være en nøglemedarbejder, af den grund, at knap en uge senere smed klubben i det nordlige Aarhus lidt af en bombe, da man så kunne berette, at den nigerianske it-milliardær Shola Akinlade havde købt 55 procent af fodboldklubben.
En ny ejer, der i Århus Stiftstidende blev citeret for, at han så klubben være i Champions League om ti år med en nigeriansk spiller på holdet. En rejse som Morten Dahm Kjærgaard altså nu kommer til at være med på et yderligere stykke af vejen - hvis der altså ikke kommer en større klub og henter ham.
Din Avis Aarhus har fanget 2. divisions måske hotteste trænernavn lige nu til en snak om en ny ejer med Champions League-drømme, om at blive sendt afsted til en Superliga-klub og om at efterlade et hus, der ikke braser sammen, når han en dag er væk.
Det handler ikke om mig, det handler om klubben. Den er min motivation hver eneste dag.
Blot en drøm
Det er med tydelig trafik-lyde i baggrunden, at Aarhus Fremads grundige træner, Morten Dahm Kjærgaard, begiver sig ud i et længere svar, da vi over telefonen spørger ham til noget, der nok fik mange til at spærre øjnene op.
Hvad tænker du egentlig om den Champions League-udtalelse?
»Nu så jeg og hørte pressemødet, så jeg så også, hvilken sammenhæng det blev sagt i. Og jeg kan jo godt forstå, at når man siger det, så der er jo noget i dansk journalistik, kultur og måske også noget jantelov, at hvis man lige får sagt noget, hvor der er en god overskrift i det, så kan det godt trykkes i sort-hvid, og det er jo sjovt nok også det, overskrifter trykkes i, hvis de skal i en avis,« siger Morten Dahm Kjærgaard, griner og tilføjer med nogle af de nuancer, han har savnet:
»Det handler jo om hvilken kontekst, det er sagt i. Som jeg hørte hele seancen, så er det jo nogle ambitioner, nogle drømme på en lang bane, der gør, at han tænker, ’okay, kan vi få Fremad til at være en af de bedste hold i Danmark, så må det være den ultimative drøm at spille i Champions League med Fremad’. Men det er ikke noget, som vi har snakket om nogen steder i salgsprocessen, at det er dér, vi skal hen, og hvornår vi kan være der, fordi det er vi alle sammen fuldstændig realistiske om.«
»Vi ved godt, at hvis vi skal i Champions League om 10 år, så vil det kræve helt enormt mange midler og helt andre forhold, og så er der mange ting, der skal gå op i en højere enhed. Så for mig var det en drøm, og det tror jeg også, han siger i det her. Og så skal man selvfølgelig forstå kulturforskellene: Hvis det var mig, der stod og sagde med et stenansigt til dig, at vi skal spille Champions League om 10 år, så skal det forstås på én måde, og når Shola med et stort smil siger, at det her må være drømmen, så er det jo ikke, fordi vi har lavet en forretningsplan på, at det er dér, vi skal lande, og hvis vi ikke gør det, så skifter vi hele holdet og trænerteamet og alt muligt andet ud,« siger cheftræneren, der kun har lovord til overs for den nye ejer, som han både kalder behagelig, humørfuld, nysgerrig og kompetent.
Ufarlig og uhøjtideligt
Egentlig passer Champions League-udtalelsen også meget godt til Aarhus Fremad, mener Morten Dahm Kjærgaard, hvor den famøse fanfraktion Hjørnebanden også ofte synger om, at ”6-0 er nok”, og ”Vi scorer altid på hjørne”.
»Nu er Aarhus Fremad også lidt en klub, hvor man kan tage det hele lidt mere uhøjtideligt, så det er ikke så farligt at sige,« siger træneren.
Det var også noget af den uhøjtidelighed, han hurtigt faldt for ved sit første cheftrænerjob, da Aarhus-klubben hentede ham fra en assistenttræner-tjans i Fredericia tilbage i januar 2020. Nu har igen forlænget med klubben, så kontrakten gælder frem til sommeren 2025.
Sendt til Silkeborg af ekspert
Her har man under Kjærgaards ledelse været så tæt, som man overhovedet kunne komme på at rykke op, og i den nuværende sæson går man ind til et slutspil som oprykningsfavoritter. Og så spillede man også Brøndby ud af Riisvangen i en 4-0-sejr i pokalen med en klar og boldbesiddende spillestil. Ting, der ikke er gået ubemærket hen. I den populære fodboldpodcast Mediano pegede Steffen Dam, bettingekspert og tidligere sportschef i FA 2000, for nyligt på Morten Dahm Kjærgaard som oplagt afløser til trænerjobbet i Silkeborg, hvis altså den nuværende træner i superligaklubben, Kent Nielsen, pludselig skulle gå.
»Det er jo selvfølgelig altid dejligt med ros og anerkendelse. Og det skal vi huske, at hvis vi synes, der er nogen, vi kan sende ros og anerkendelse afsted til, så skal vi gøre det. Det var selvfølgelig rigtig pænt sagt af Steffen Dam i den udsendelse. Udover det, så har jeg ikke nogen kommentar til det af respekt for Kent (Nielsen, red.), Silkeborg og mine egen klub,« siger Morten Dahm Kjærgaard.
Alt fokus er på Fremad og den kommende oprykningskamp, slår han fast. Men det er ikke fordi, han ikke har en ambition om en dag at træne et Superliga-hold, men:
»Min ambition er at blive god og dygtig og hele tiden forbedre mig. Og så ser jeg mig om, hvad der så sker på den rejse ud i det. Jeg har ikke en ambition om at blive noget så hurtigt som muligt. Det er jeg ligeglad med. Jeg har en ambition om at blive megadygtig. Det arbejder jeg på hver eneste dag. Jeg går ikke i hverdagen og spekulerer over fremtiden, for det trækker kvalitet og procenter ud af det, du går og laver,« siger Fremad-træneren.
Men mens Morten Dahm Kjærgaard ikke spekulerer over sin egen fremtid, så gør han sig alligevel tanker om, hvad det er for en klub, han afleverer, når han ikke er der længere. Om det så bliver én, der spiller i Champions League eller ej:
»Når jeg en eller anden dag ikke er i Fremad mere, så skal klubben stå, den skal være stærkere og den skal være bedre. Det arbejder jeg for hver eneste dag. Vi skal altid huske på, at det er klubben, der er det største. Vi andre er bare forbipasserende. Og jeg håber og tror på, at hvis man arbejder for, at de steder man er, er stærkere, når man engang ikke er der længere, så har man arbejdet på den rigtige måde. For det handler ikke om mig, det handler om klubben. Den er min motivation hver eneste dag.«