AGF Kvindefodbold kører videre med ny træner-duo
Peter Pedersen og Nichlas Knudsen er foreløbig hyret til AGF Kvindefodbold i et halvt år med et erklæret mål: En tilbagevenden til Kvindeligaen.
AGF Kvindefodbold har atter fået ny træner - eller rettere: Nye trænere.
For fjerde gang siden 2020, hvor AGF Kvindefodbold så dagens lys, er der nemlig sket et trænerskifte.
Det er 51-årige Peter Pedersen og 30-årige Nichlas Ørbæk Knudsen, som nu står i spidsen for AGF’s Kvindefodbolds ligahold, der netop har taget hul på Kvalifikationsspillet, hvor de to bedste hold rykker op.
De er velkendte ansigter i klubben, hvor de har været henholdsvis assistenttræner og rekrutterings- og performance-ansvarlig. Og så har de begge kunnet noget med støvlerne, og det rakte til divisionsfodbold i Kolding, Brabrand og AGF.
»Efter nøje overvejelser er vi nået frem til, at Nichlas og Peter skal fortsætte med i fællesskab at stå i spidsen for holdet. Vores opstart har været rigtig god under dem og de har sammen gjort det godt i den midlertidige periode. Vi er derfor helt trygge ved at lade dem fortsætte i et træner-team, hvor de i fællesskab skal sikre os en tilbagevenden til Gjensidige Kvindeligaen,« sagde chef for AGF Kvindefodbold, Marie Greve i en pressemeddelelse kort før sæsonstart.
Og duoen tøvede ikke med at sige ja til opgaven:
»Der er blevet sat en god retning det seneste halvandet år, og det grundlæggende set up for holdet både udenfor og inde på banen er enormt interessant at arbejde med. For mig var det også noget uforløst i, at vi lige nøjagtigt ikke nåede top 6 i år, som var målet,« forklarer Nichlas Ørbæk Knudsen.
Farvel til fem
»Vi bygger videre på noget, der var og forsøger at lægge flere lag på defensivt og fysisk, og så har vi en klar filosofi om, at vi skal bruge krudt på klubbens talentfulde unge spillere,« siger Peter Pedersen og nævner, at truppen er på 21 spillere, hvor der er kommet fire nye spillere til, mens AGF har vinket farvel til fem.
Trænerduoen har også kigget på den fysiske træning med seks træningspas på fire dage.
»Vi har fået en trup, der ser lidt anderledes ud nu, end den gjorde i efteråret. Så vi har også været nødt til at kigge lidt ind i, hvordan bruger vi brikkerne rigtigt. Men langt hen ad vejen er det et spørgsmål om udtrykket, som vi arbejdet rigtig meget med. Vi vil gerne skabe landets bedste udviklingsmiljøer for både træner og spillere. Det er dét, der er ambitionen for AGF Kvindefodbold,« siger Peter Pedersen.
Ambitionen er klar: En hurtig tilbagevenden til Kvindeligaen med målet om at bide sig fast i top 6.
»Det er ikke andet at spille for end at komme i top 2, der gør at vi spiller Kvindeligaen efter sommerferien. Vi kan da godt snakke om ambitioner, og vi vil gøre det endnu bedre, men det er kun én ting der tæller, og det er at ende i top 2. Vi har ikke nogen konkurrenter større end os selv. Allerede nu kigger vi på, hvordan vi forbereder os bedst muligt til at klare top 6 i Kvindeligaen i næste sæson. Så målet er at stå knivskarp til august, når Kvindeligaen starter. Konceptet skaI fintunes, så vi har et klart udtryk, når vi skal spille op mod de bedste i ligaen,« fastslår Nichlas Ørbæk Knudsen.
Og hvad skal der så ske efter sommerferien?
«Som udgangspunkt skal vi stå i spidsen for holdet indtil sommer. Så må vi se, hvad der sker. Vi har fuldt fokus på det sportslige, og så er det Marie Greves (Chef for AGF Kvindefodbold, red.) opgave at finde ud af, hvad der skal ske efter sommerferien,« siger Nichlas Ørbæk Knudsen.
I de tre første kampe er det gået efter planen med tre sejre - senest en storsejr på 7-0 over Næstved HG, hvilket resulterer i en foreløbig førsteplads.
Næste gang AGF Kvindefodbold skal i kamp er på lørdag 29 . april, hvor modstanderne hedder B93. Det er på udebane, og opgøret fløjtes i gang klokken 13.