22-årige Simon slår til med tøj til hastig voksende sportsgren
Simon Sevelsted står bag padeltøjmærke, hvor håbet er at kunne vokse i takt med den særdeles populære sportsgren.
I et land, der i den grad er ramt af padel-feber, giver det god mening at slå til med et firma, som har noget med den særdeles populære ketsjersport at gøre.
Sportsgrenen er af flere vurderet til at være den hurtigste voksende sportsgren herhjemme og har i stigende grad udviklet sig til at være en udstyrssport, hvor der bliver kastet penge efter bat, sko, tasker, pandebånd og tøj.
Sidstnævnte er 22-årige Simon Sevelsted gået ind i med base i Aarhus, hvor han har firmaet Padel Division.
»Sammen med min forretningspartner Silas har vi skabt et af de første danske padeltøj-mærker, og vi føler, at det kan blive rigtig stort. Vi synes selv, vi er på et prisleje, hvor alle kan være med. Vores ambitioner og drømme er at det skal blive et globalt brand med kontorer rundt omkring i verden, men vi starter med at fokusere på Danmark. Padel er stadig en sport i vækst - ikke kun her i Danmark med flere steder i Europa, hvor det er begyndt at buldre især i Holland og England. Herhjemme er centrene fuldt bookede, selv om man jo nærmest nogle steder nærmest er åbnet op i en gammel stald uden varme,« siger iværksætteren med et efterfølgende smil.
Det er gået så godt, at Simon Sevelsted nu har vinket farvel til sit HA-studie på Aarhus Universitet for at hellige sig Padel Division samt et markedsføringsbureau.
»Jeg synes, jeg har en gylden mulighed for at gøre det nu i en sport, som er i vækst. Og så kunne jeg mærke, at når man arbejder indenfor noget man elsker, så er det bare fedt. Det er vigtigt, at man elsker ens hverdag og det man laver. Jeg har brugt sindssygt meget tid på at spille padel, og det er dér min passion er. Derfor har jeg sat mig et mål om, at jeg vil arbejde med padel - eller skabe noget indenfor padel,« siger han.
Passioneret padelspiller
Han stiftede første gang bekendtskab med padel på La Santa Sport i 2016, men kom for alvor først rigtigt i gang i 2020, da padelcentrene skød op i hele landet.
»Jeg er blevet totalt bidt af sporten, og førhen spillede jeg flere gange om dagen. Padel bliver aldrig kedeligt, synes jeg. Der er så mange facetter i spillet,« fastslår iværksætteren.
»I dag spiller jeg ”kun” tre gange om ugen. Mit niveau er ikke til, at jeg kan leve af det. Jeg spiller 2. division og synes, jeg forstår spillet og har en holdning til tøjet. Jeg ved efterhånden, hvad godt padeltøj skal kunne og kommer godt rundt i mange centre for at spille. Det er vigtig at være derude og mærke, hvad der sker,« siger Simon Sevelsted, som også har været på flere inspirationsture til store padel-lande som Sverige og Spanien.
»Det motiverer mig rigtig meget, at man jeg kan se firmaet vokse, efter jeg har puttet endnu mere arbejde i det. Det er megafedt at vide, at når man gør et godt stykke arbejde, så kommer der også noget godt ud af det,« siger Simon Sevelsted, der snart får Padel Divisions anden kollektion hjem.
Den første er tæt på udsolgt, hvilket er et godt billede på den stigende padel-feber.