"Oprykker-træner" i spidsen for Galten
Galtens nye serie 2 træner, Lars Dahl, er vant til at føre sine hold op i rækkerne
Det er en træner med stor erfaring i at rykke op, som skal stå i spidsen for Galtens bedste fodboldherrer.
45-årige Lars Dahl er som træner rykket op med sine hold 7 gange på 11 år, så det ser på papiret lovende ud for klubbens bestræbelser på at rykke op i rækkerne, efter man i foråret rykkede ned i serie 2.
"Vi er en klub med 600 medlemmer, så vi skulle gerne ligge højere end serie 2. Der er også blevet for lille afstand mellem vores bedste hold, efter at andetholdet rykkede op i serie 3. Og vi har en stor U19-årgang, der rykker op som seniorer næste år, så der er masser af talent og potentiale i klubben," siger Brian Thornfeldt, næstformand i fodboldbestyrelsen i Galten FS.
Ansættelsen af Lars Dahl faldt allerede på plads i april måned, efter Galtens træner igennem seks år, Thomas Sørensen, havde meldt ud, at det nok var på tide at prøve noget nyt både for træner og klub.
Den tidligere træner bor ligesom den nye træner i Silkeborg og har været med til at formidle kontakten til Lars Dahl, der har sin første træning i Galten på mandag i næste uge.
"Der er ingen tvivl om, at Lars Dahl med sit gode navn kan være med til at skaffe nye spillere til klubben. Han er desuden en utroligt behagelig person, der er helt nede på jorden," siger Brian Thornfeldt, næstformand i fodboldbestyrelsen i Galten FS.
Klubben har skrevet kontrakt med Lars Dahl for de næste to et halvt år.