Rekordsalg sikrer AGF millionoverskud
Klubben har fremlagt sit halvårsregnskab.
AGF har et overskud på 14,9 millioner før skat for sidste halvår af 2022.
Det fremgår af klubbens halvårsregnskab, der netop er blevet offentliggjort.
»For femte år i streg forventer vi at komme ud med et millionoverskud. Resultatet for de første seks måneder er på den positive side blandt andet påvirket af historisk høje tilskuertal til vores kampe og rekordsalget af Albert Grønbæk til norske Bodø/Glimt. Vi kan også glæde os over, at vores sponsoromsætning er på et tilfredsstillende niveau for perioden,« siger administrerende direktør Jacob Nielsen.
Resultat nedjusteret
Det resultat betyder dog, at forventningerne til regnskabsåret bliver nedjusteret.
Det forventede resultat, der tidligere er blevet udmeldt i en fondsbørsmeddelelse, lød på et resultat før skat på mellem 0 og 20 millioner kroner.
Nu er det ændret til et resultat mellem 0 og 15 millioner kroner, skriver AGF.
I samme periode sidste år var resultatet på 23,2 millioner kroner.
Klubbens egenkapital udgør på 31. december 114,7 millioner kroner. Det er en stigning på 4,4 millioner i forhold til sidste år.
jro