Milliontilskud til ny kunstgræsbane i Harlev
Harlev er kommet et stort skridt nærmere en ny kunstgræsbane, efter rådmanden har indstillet projektet til at modtage milliontilskud.
Det er kun lidt over et år siden, at Harlev fik et spritnyt idræts- og kulturcenter, og nu er byen godt på vej til også at få en ny kunstgræsbane, som vil blive opført ved Næshøjskolen.
Rabih Azad-Ahmad (RV), rådmand for Kultur og Borgerservice, har således indstillet projektet til at modtage et tilskud på 3,5 millioner kroner, og det beløb betyder alverden for, at projektet kan blive til en realitet.
Det fortæller Martin Trærup, formand i Harlev Idræts- & Kulturcenter, som står bag kunstgræsprojektet sammen med Harlev IK’s fodboldafdeling.
»For det første er det en tilkendegivelse af, at Aarhus Kommune også kigger mod vest. Vi er det yderste punkt i kommunen og har langt til nærmeste kunstgræsbane, så det er rigtig positivt. 3,5 millioner kroner svarer til lidt over halvdelen af, hvad vi har budgetteret med. Vi arbejder ikke alene med en kunstgræsbane. Der vil også komme et lille tribuneafsnit sammen med en aktivitetszone,« fortæller Martin Trærup til Din Avis Aarhus.
Han oplyser, at fodboldklubben vokser, men græsfaciliteterne må kun benyttes fra omkring 1. april til efterårsferien.
»Derefter er der ikke rigtig mulighed for at spille udendørs fodbold i Harlev udover på en lille multibane og en gammel grusbane. Med kunstgræsbanen kan vi tilbyde træning dagligt fra klokken 15 til 21. Det vil løfte fodboldklubben,« fortæller Harlev Idræts- & Kulturcenters formand.
Aarhus i bund
Ifølge en undersøgelse, udført af Idrættens Analyseinstitut i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden, ligger Aarhus Kommune helt i bund som nummer 85 af 93 kommuner, når man måler på mængden af væsentlige idrætsfaciliteter i forhold til antallet af borgere i kommunen.
Når man kigger på andelen af kommunens driftsudgifter, der benyttes til idrætsområdet, så ligger Aarhus Kommune med 0,57 procent som nummer 93 ud af de 93 kommuner, der har deltaget i undersøgelsen.
I alt har 69 foreninger søgt om tilskud for samlet 168 millioner kroner. Behovet er dermed langt større end de knap 46 millioner kroner, der er er til rådighed denne gang.
»Vi har et meget stort behov for flere og bedre idræts- og fritidsfaciliteter i Aarhus, der kan danne rammen om sunde fællesskaber og mødesteder. I de senere år er det lykkedes at afsætte flere penge, men vi er slet ikke i mål endnu. Jeg vil fortsat arbejde hårdt for mange flere idræts- og fritidsfaciliteter,« fortsætter Rabih Azad-Ahmad i pressemeddelelsen.
Hvis rådmandens indstilling bliver vedtaget i byrådet, kan 44 foreninger se frem til at få i alt 45,9 millioner kroner i tilskud til anlæg. Det er blandt andet renovering, modernisering eller udbygning af idræts- og fritidsfaciliteter. Der er indstillet tilskud fra 25.000 kroner og helt op til 7,5 millioner kroner.
Rådmandens indstilling bliver behandlet i Magistraten mandag, inden den sendes videre til byrådet.