Vidste du det?: I denne uge åbner Aarhus' første hal til strandsport
Ny hal i Aarhus gør det muligt at spille strandsport som beachvolley og -håndbold hele året rundt.
I Danmark er det i sagens natur i ganske få måneder i løbet af et år, at man kan kaste sig i sandet i forbindelse med beachvolley, -håndbold eller en andre former for strandsportsgrene. Men det bliver der nu ændret på i Aarhus. For på fredag åbner Aarhus Beachvolley Club en såkaldt beachdome, der er den første af sin slags i Aarhus og som giver nye muligheder for sandsport hele året.
Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
»Det er en fantastisk måde at gøre det muligt at dyrke sandsport hele året. Beachdomen giver aarhusianerne en god mulighed for at dyrke et aktivt liv og sunde fællesskaber hele året. Den giver plads til både eliten og bredden, og samtidig er den resultatet af en hel masse frivillige, der har knoklet for en drøm, i mange år,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (RV), i pressemeddelelsen.
Kultur og Borgerservice har bakket op om projektet med en kommunegaranti, og klubben har over to omgange fået bevilget tilskud på i alt 1.292.756 kr. fra Anlægspuljen til forenings- og fritidsfaciliteter. Projektet er desuden støttet af flere fonde.
Beachdomen er ikke en almindelige hal, men bliver holdt oppe ved, at der konstant blæses luft ind. Domen har sand over hele gulvet.
Beachdomen ligger ved Vestereng i den nordlige del af Aarhus på et areal, som Aarhus Kommune ejer ved Vestereng Idrætszone, der tidligere gik under navnet Aarhus Firmasport. Der er plads til fire beachvolleybaner eller to beachhåndboldbaner. Arealet ligger i nær tilknytning til klubbens eksisterende udendørsbaner, og klubben har en aftale med Vestereng Idrætszone om at benytte deres omklædning, cafeteria og parkeringspladser.
Stor donation giver 150.000 personer mulighed for gratis liveoplevelser i Musikhuset Aarhus
»Beachdomen er en drøm, der er gået i opfyldelse for os efter mange års frivilligt arbejde. Vi er nu blevet en helårsklub, og det giver os mulighed for at tiltrække og fastholde flere medlemmer af klubben. Samtidig har vi tiltrukket nogle af Danmarks bedste spillere, der satser internationalt med base i Aarhus,« siger formanden for bestyrelsen i Aarhus Beachvolley Club, Mie Kjer Thomsen, i pressemeddelelsen.
Klubben har desuden indgået samarbejde med en række lokale samarbejdspartnere om at bruge beachdomen, bl.a. skoleelever og strandhåndbold foreninger.
Beachdomen indvies fredag fra klokken 15.15-17.00, hvor der er taler fra rådmanden, konkurrence og beachvolley.
jwh