Medie: AGF var tæt på at hente stortalent fra Paris Saint-Germain
AGF forsøgte i sommer at hente PSG-angriberen Timothy Weah, der er søn af den legendariske liberianer George Weah
Rigtig mange AGF-fans, som så andet afsnit af Canal 9's serie 'AGF - Mellem håb og håbløshed', har nok gået i et stykke tid og tænkt mange tanker om, hvem stortalentet fra en europæisk topklub, som AGF blev tilbudt, mon kunne være.
I afsnittet følger man nemlig cheftræner David Nielsen og sportschef Peter 'PC' Christiansen forsøge at tilknytte et stortalent fra en europæisk storklub, som de omtaler spilleren, men hvis navn aldrig kommer frem. Det kommer heller ikke frem i afsnittet, hvilken klub spilleren er på kontrakt.
Men lørdag kan Ekstra Bladet afsløre, at der er tale om den 18-årige angriber Timothy Weah, som ifølge mediet betegnes som et kæmpe talent hos den franske storklub Paris Saint-Germain.
Søn af legendarisk angriber
Mest kendt er Timothy Weah dog nok for at være søn af den tidligere liberianske topangriber George Weah, der blev kåret som verdens bedste fodboldspiller i 1995 og i sin karriere spillede for blandt andre Paris Saint-Germain og AC Milan. I dag er han præsident i hjemlandet Liberia.
Legendens søn Timothy Weah nægtede dog at tage til AGF, da han i stedet ville forsøge at jagte en plads på førsteholdet hos de franske mestre. Her er han tilknyttet reserveholdet, men har ifølge Ekstra Bladet i denne sæson spillet to kampe på førsteholdet og scoret et enkelt mål.
I stedet for at få Timothy Weah endte AGF med at hente den 20-årige belgier Ryan Mmaee.
Ekstra Bladet skriver, at mediet har forsøgt at få det bekræftet fra AGF's sportschef, men at han har nægtet at kommentere sagen.