AGF vil opføre fodboldhus i Vejlby
Fusionsfodboldklub har planer om at forbedre faciliteterne ved Vejlby Stadion for at komme tilbage i kvindefodbold-eliten.
Som sneen ligger der på Vejlby Stadion, er det ikke ligefrem fodbold, tankerne ledes hen på. Men hos AGF Kvindefodbold arbejdes der i øjeblikket på højtryk for at få forbedret faciliteterne til Danmarks mest populære sportsgren.
Fusionsklubben, som består af VSK Aarhus, IF Lyseng og AGF Fodbold, har nemlig store planer om at få opført et fodboldhus ved Vejlby Stadion. Og gerne så hurtigt som overhovedet muligt.
»Overordnet set handler projekt fodboldhus om at skabe bedre rammer for kvindelige fodboldspillere i Aarhus. Vi er sådan set grundlæggende glade for at være her i Aarhus Nord og være en del af det eksisterende miljø i Vejlby Risskov Centret, som jo er et stort og vækstende idrætsanlæg,« siger chefen for AGF Kvindefodbold, Marie Greve, og fortsætter:
»For os handler fodboldhuset om, at vores spillere får nogle fysiske rammer, som rent faktisk matcher det niveau og de ambitioner, vi har om at komme tilbage til toppen af danske kvindefodbold og at skabe landets bedste elitetræningsmiljø for kvindelige fodboldspillere.«
I sidste ende er det jo en politisk beslutning, om man vil kvindefodbolden i Aarhus, men vi håber kommunen kan se en værdi i det her projekt
Det kommende fodboldhus skal være et nyt centrum for Kvindeligaholdet med styrketræningsfaciliteter, behandlingsrum og andre essentielle fodbold-faciliteter, hvor der på længere sigt skal være lejligheder og værelser til spillerne.
Fuldtidsansat træner
”Det er er vigtigt for os, at det kan blive integreret i de planer, der arbejdes med i forvejen, men inden da vil vi gerne have en midlertidig løsning. Vi kan ikke vente, for vi har et akut behov for at løfte det her, så vi er klar, når vores fuldtidsansatte træner, Katrine S. Pedersen tiltræder til sommer,« fastslår Greve og understreger, at AGF Kvindefodbold har en selvstændig økonomi og ikke på den måde får hjælp af storebror på Fredensvang.
»I sidste ende er det jo en politisk beslutning, om man vil kvindefodbolden i Aarhus, men vi håber kommunen kan se en værdi i det her projekt,« siger Marie Greve.
Klubben er i løbende dialog med kommunen om placering og finansiering. Den nye satsning skal hovedsagligt finansieres af sponsorer, hvor Salling og Arbejdernes Landsbank i forvejen er hovedpartnere for fusionsfodboldklubben, som blev grundlagt og præsenteret for godt et år siden.
AGF Kvindefodbold vil gerne have fodboldhuset placeret så tæt på Vejlby Stadion som muligt, og håbet er, at man sammen med VSK Aarhus, der har en ejerandel i AGF Kvindefodbold, også kan få optimeret Vejlby Stadion med en kunstgræsbane.