Nagin Ravand bliver ny direktør i DBU
23-årige Nagin Ravand fra Gellerup overtager Jakob Jensens post som direktør i Dansk Boldspil-Union for én dag. Det sker onsdag den 5. oktober.
Siden 2015 har den 23-årige Nagin Ravand fra Aarhus kæmpet for at gøre fodbold tilgængeligt for alle piger, uanset etnicitet og religion. Nu går hendes drøm i oplevelse, når hun kan sætte sig i DBU’s direktørstol og dermed får mulighed for at stille spørgsmål til Jakob Jensen og kulturministeren om deres indsats for at få minoritetsetniske piger på fodboldverdenen.
Anledningen er FN’s Internationale Pigedag, og over hele landet vil direktører og andre topledere i næste uge give deres stol til unge kvinder for at sætte fokus på ligestilling - blandt andet i fodboldverdenen.
Hvem er Nagin Ravand?
Nagin Ravand er dansk-afghaner og kom til Danmark med sin familie på flugt, da hun var 3 år gammel. Siden 2015 har hun som fodboldtræner startet flere fodboldafdelinger for piger og kvinder op i Gellerup og andre udsatte boligområder. Hun har fået tildelt flere priser for sit arbejde, ligesom hun er blevet anerkendt af både nationale og internationale organisationer for sin indsats i kampen for ligestilling.
Hun har desuden skabt en forening, der kæmper for at få flere minoritetsetniske piger på fodboldbanen.
Som direktør for en dag er Nagin Ravand dog ikke kastet ud på helt dybt vand. Jakob Jensen vil følge hende hele dagen, og der er lagt op til et stramt program - de to skal som nævnt til møde med kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). Her vil Nagin Ravand blandt andet spørge ind til, hvad der bliver gjort fra både DBU’s og Christiansborgs side for at få flere minoritetspiger ud på fodboldbanen.
»Fodbold er en af de ting, der interesserer mig mest i kampen for ligestilling. Jeg er selv en minoritet på mange fronter: Mit køn, min etnicitet, min religion, mit udseende, mit arbejde på og udenfor fodboldbanen. Jeg er konstant en minoritet, men forsøger at gøre det til en fordel af være forskellig fra majoriteten og understrege styrken i det. Det kræver, at strukturen tilpasses, så der ikke længere følger konsekvenser med det at være en minoritet - og det er det, jeg kæmper for,« siger Nagin Ravand i en pressemeddelelse.
GirlsTakeover 2022
Hele 85 procent af alle direktørposter i Danmark er besat af mænd, ifølge Danmarks Statistik. Men det gavner hele samfundet, hvis flere piger og kvinder har indflydelse. Det sætter PlanBørnefonden fokus på i en ny kampagne kaldet #GirlsTakeover, der løber af stablen i ugen op til FN’s Internationale Pigedag 2022.
Her vil syv talentfulde unge piger indtage magtfulde poster hos organisationerne DBU, Novozymes, Warner Music, LEGO Fonden, Orifarm og personligheder som Claus Meyer og Stine Bosse.
ksa