AGF henter endnu en angriber: »Hårdtarbejdende og sulten«
Sebastian Grønning er ny mand i hvidt. Han kommer til Aarhus på en fri transfer efter eventyr i Asien.
På transfervinduets sidste dag har AGF hentet endnu en angriber til truppen.
25-årige Sebastian Grønning kommer til byen på en fri transfer, efter at han har fået ophævet sin kontrakt med sydkoreanske Suwon Samsung Bluewings, som han endte hos i januar fra Viborg FF.
I alt 50 kampe og 31 mål blev det til for Viborg FF inden turen gik til Asien.
»Sebastians kvaliteter som angriber behøver ingen nærmere introduktion. De fleste husker nok hans flotte periode senest han var i Superligaen, hvor han med sine mange mål beviste sig som en klinisk og dygtig afslutter med en fin næse for mål. Men Sebastian er også en hårdtarbejdende og sulten spiller, der bidrager til det kollektive spil og til holdets helhed, og han byder på den måde ind med mange kvaliteter i vores trup,« siger sportschef Stig Inge Bjørnebye i en pressemeddelelse.
Grønning fik seniordebut i AaB i 2016 og har siden optrådt for Hobro IK, Skive IK og Viborg FF, hvor han som topscorer med 23 mål i 2021 var med til at rykke de grønne op i Superligaen.Han har i alt spillet 143 seniorkampe for danske klubber og scoret 55 mål.
»Forudsætningerne ændrede sig for mig i Suwon Samsung Bluewings, så jeg fik muligheden for at skifte væk og komme hjem til Danmark. Og jeg er helt vildt glad for, at jeg nu kan kalde AGF for min nye klub. Efter gode samtaler med træneren og sportschefen har jeg en rigtig god fornemmelse og en stor lyst til at være med til at bidrage til AGF’s ambitioner og udvikling,« siger den nytilkomne angriber, der nu skal kæmpe med anfører Patrick Mortensen, Sigurd Haugen, Dawid Kurminowski og Jelle Duin om en plads i Uwe Röslers offensiv.
»Nu ser jeg frem til at komme tilbage til Superligaen og forhåbentlig være med til, at vi kan fortsætte vores positive sæsonstart, og jeg glæder mig til at komme i gang med et nyt og spændende kapitel i min karriere,« siger Sebastian Grønning.
Parterne har indgået en treårig aftale, og Sebastian Grønning tiltræder på Fredensvang med det samme.
ddp