Landskamp bliver spillet i Aarhus
Det danske kvindelandshold i håndbold skal i september spille en enkelt kamp i Ceres Arena i Aarhus. Det sker i forbindelse med Golden League, når Holland er modstanderen.
Danmark skal til efteråret være værtsnation for håndboldturneringen Golden League, og her er Ceres Arena i Aarhus udpeget til en af de danske kampe, oplyser Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse.
Det er kvindelandsholdet, som skal i aktion, og 29. september sker der i Ceres Arena, hvor modstanderen er Holland.
»Det er altid en fornøjelse at opleve landsholdet spille i Aarhus og med muligheden for også at opleve verdensklassespillere fra bl.a. Holland og Norge, så bliver det ikke meget bedre, hvis man kan lide håndbold,« siger Jørn Sønderkjær Christensen, leder af Aarhus Events, i pressemeddelelsen.
Golden League er en vigtig del af landsholdets forberedelser til EM, der i år begynder allerede 4. november. Landstræner Jesper Jensen ser frem til at kunne tage hul på de sidste forberedelser med landsholdet, hvilket altså blandt andet sker i Aarhus.
»Lige nu er spillerne sendt afsted på en meget velfortjent sommerferie. Vi kan virkelig være stolte af de resultater vi leverede i denne sæson, men der er ingen tvivl om, at alt fokus allerede er sat ind på EM-slutrunden i november, og at vi er sultne efter at levere endnu flere gode resultater. Så at få tre kampe på dansk grund, hvor vi kan pudse formen af foran et fantastisk hjemmepublikum, dét ser jeg frem til,« siger landstræner Jesper Jensen i pressemeddelelsen.
jwh