Anja står i spidsen for AGF's fanklub: Var til sin første kamp i barnevogn
45-årige Anja Lilli Beikes blev formand for AGF's Fanclub i en coronatid og kigger nu frem mod en ny sæson med ny træner og nye spillere.
Anja Lilli Beikes har sunget med på Thomas Helmigs ’Malaga’ og hørt Radetzky-marchen flere gange end den gennemsnitlige aarhusianer.
Som mangeårig AGF-fan er der en del traditioner, som skal holdes i hævd.
Hun blev den første kvindelige formand for AGF Fanclub Aarhus under coronapandemien, men kom først for alvor i vælten, da David Nielsen sagde farvel i maj efter en skuffende sæson.
Anja Lilli Beikes er 45 år gammel og arbejder til dagligt som gymnasielærer på Aarhus Handelsgymnasium Viby, hvor hun underviser i tysk og historie.
»Jeg havde svært ved at passe mit arbejde, da det kom frem, at David ikke længere skulle være cheftræner i AGF, fordi der var en masse medier, der ville have en kommentar,« fortæller hun til Lokalavisen Aarhus under en gåtur på Stadion Allé. Her er hun kommet, siden hun var en helt lille pige.
»Jeg har fået fortalt, at min far og min storebror slæbte mig med på stadion i en barnevogn. Jeg er efternøler, så jeg blev taget med til fodbold, når min mor og mine søstre trængte til lidt fred,« siger Anja Lilli Beikes.
Hendes storebror er i øvrigt billedkunstneren Frank Monrad Christensen, som en del AGF-fans måske kender som ’AGF- 12. manden’, hvor han laver selvironisk kunst og malerier om AGF.
AGF-arven
Anja Lilli Beikes’ kærlighed til AGF er gået i arv til hendes egen 22-årige søn, Jakob Emil Beikes, der nu også har involveret sig i fanklubbens bestyrelsesarbejde.
Sammen er de så tit det overhovedet kan lade sig gøre at finde på B-tribunens stemningsafsnit på Ceres Park.
»Vi vil være dér, hvor stemningen er. Og det er i medgang og modgang, vi støtter AGF. At være fan er jo på mange måder ligesom i et ægteskab med opture og nedture. Selv om denne her sæson har været dybt frustrerende, handler det om meget mere end sejre. Det handler om menneskene, man omgiver sig med. Fankultur er sammenhold,« forklarer fanklub-formanden, som har haft sin gang i fanklubben i 17 år med forskellige funktioner.
Nu står hun i spidsen for fanklubben, der i øjeblikket tæller 1.000 medlemmer.
»Det går fremad, men vi vil gerne have mange flere med. Vi har en gammel og slidt pavillon, hvor vi holder til ved stadion inden kampene, og det er ikke optimalt. I andre klubber har de fantastiske fanlokaler, og det håber vi selvfølgelig også, vi får, når der skal bygges et nyt stadion. Vi er i dialog med Jacob Nielsen (AGF’s administrerende direktør, red.), og han er lydhør,« fortæller gymnasielæreren, der har haft den sjove oplevelse at være klasselærer for Thomas ’TK’ Thiesson Kristensen.
»Det er så fedt at se, hvordan han er kommet ind på holdet og den udvikling, han har gennemgået. Det er ekstra sjovt for mig, når jeg kender ham. Og så må jeg sige, at det altså altid er dejligt, når nogle af lokalområdets drenge slår igennem på Superliga-holdet,« siger hun.
Farvel til David
Som trofast AGF-fan gennem godt og vel 40 år er en dårlig sæson med en tiendeplads ikke ikke noget, som slår en ud af kurs. Ikke når man har oplevet hjerteklubben rykke ned tre gange på otte år med røde tal i regnskabet.
»Altså, det har været træls, men vi rykkede da trods alt ikke ned. Vi må bare se i øjnene, at vi bare ikke er bedre lige nu. Og det har vi faktisk ikke været i en lang periode. Men forventningspresset hænger ikke altid sammen med det, der er blevet leveret. Med ni pokaltitler og fem mesterskaber, synes jeg, det er i orden at drømme. Det sker da også andre steder. Kig bare i byer som Hamborg og Berlin, hvor man også kæmper for at komme tilbage,« siger Anja Lilli Beikes og fortsætter:
»Det vigtigste i denne her sæson har for mig været at sige ordentlig farvel til en mand, der faktisk har siddet usædvanligt længe i et trænerjob i dansk fodbold i almindelighed og i AGF i særdeleshed. Jeg synes, det blev en flot og vemodig afsked med David Nielsen. Det var vigtigt for os allesammen,« fastslår formanden.
Hvilke forventninger har du så til den kommende sæson?
»Vi skal i hvert fald ikke ende tredjesidst igen. Det ville være en kæmpe skuffelse. Men uha, det er farligt at have en top 6-målsætning. Der ser ud til, at der skal laves meget om lige nu og her med nye spillere og træner. Og jeg skal lige se, hvem det er, som kommer ind og hvem der fortsætter, inden jeg tør udtale mig om noget som helst,« siger formanden for AGF Fanclub Aarhus med et efterfølgende smil.