Højbjerg Badminton Klub slår et slag for ny hal til 30 millioner kroner
Formand for lokal badmintonklub mener, at der er behov for en ny badmintonhal i Højbjerg. Den kan står klar i 2024.

På Hjulbjergvej i Højbjerg har der ligget en rundbuehal siden 1972. Hvis det står til den lokale badmintonklub, skal den have følgeskab af endnu en hal på grund af vokseværk.
»Lige nu er vi Danmarks største badmintonklub med 800 medlemmer, og vi må desværre afvise mange, og det er ærgerligt. Så det er udelukkende på grund af pladsmangel, og at vi har nået vores maksimale kapacitet, at vi har brug for en ny hal. Vi vil jo gerne være en badmintonklub for alle, og det kan vi altså ikke være lige nu,« fastslår formanden for Højbjerg Badminton Klub, Morten Bødskov.
Han har stået i spidsen for badmintonklubben i godt og vel tre år. Forinden var han med i bestyrelsen i fire år og har selv spillet i klubben i de seneste 19 år.

Bødskov forklarer, at processen med at bygge en ny badmintonhal har været i gang i et par år, men en donation fra Salling Fondene på fem millioner kroner har sendt projektet ind i en ny fase, hvor der skal samles så mange penge ind som muligt.
Den nye badmintonhal er budgetteret til 30 millioner kroner og skal minde den oprindelige hal, hvor højt profilerede navne som Camilla Martin og Peter Gade tidligere har slået deres folder.
»Vores plan er at bygge en tilsvarende hal ved siden af den gamle. Den skal have fuldstændig samme udtryk, som vores gamle har med rundbue og meget gerne den samme fornemmelse, når man træder ind. Det skal lugte af badminton,« siger han.
Intern finansiering
Lokalplanen er lavet, og visualiseringerne klar, så nu handler det om at få finansieringen på plads.
»Vi er i gang med at undersøge den interne finansiering, og hvilke muligheder, der er her. Og så skal vi søge andre fonde og kommunens idrætsfacilitetspulje. Så må vi se, om vi skal have et lån gennem kommunen i sidste ende. I det hele taget har vi en god dialog med kommunen,« siger formanden og fortsætter:
»Vi er meget opsatte på, at hallen skal bygges. Det er umuligt at sige, hvornår en ny hal kan stå færdig, men med Salling Fondene er donations-snebolden begyndt at rulle. Vi får svar på nogle ansøgninger her til efteråret, og hvis de er positive, kan vi have en ny hal i slutningen af 2023 eller begyndelse af 2024.«
