AGF's chok-handel med Wilshere går Europa rundt
Flere førende engelske, norske og svenske medier skriver om den opsigtsvækkende aftale mellem den tidligere engelske landsholdsspiller og AGF.

AGF er i den grad kommet på det europæiske fodboldlandkort efter søndagens nyhed om, at den tidligere engelske landsholdsspiller Jack Wilshere trækker i den hvide trøje og kommer til Fredensvang.
The Sun mener at vide, at han ikke bliver den højeste betalte spiller i AGF. Mediet skriver, at han får 5.000 engelske pund om ugen i AGF før bonusser og bliver overgået af Frederik Tingager og anfører Patrick Mortensen.
The Guardian kender ikke navnet på AGF og kalder blot klubben for ’Aarhus’, og fortæller, at den 30-årige fodboldspiller har gennemlevet en svær periode i sin karriere.
Bedre går det ikke for Sky Sports, som mener, at Wilsheres nye klub hedder ’Aarhus Gymnastikforening’. Mediet skriver, at han træner med sin nye holdkammerater i dag, mandag. Det bekræfter AGF i en mail til Lokalavisen Aarhus.
Norske VG skriver om, hvordan AGF og især sportschef Stig Inge Bjørnebye med sit engelske netværk lokkede Wilshere til ’Smilets By’.
I svenske Aftonbladet kaldes AGF også blot for ’Århus’, og i lighed med andre kalder mediet handlen for en’ bombe’ og hæfter sig ved, at han bliver holdkammerat med de to svenskere Eric Kahl og William Eskelinen.
