Taekwondo-Lærke er tilbage efter alvorlig hofteskade: »Nu drømmer jeg om VM i Sydkorea«
20-årige Lærke Kamp Pedersen fra Viby har overkommet en karrieretruende skade og vinder atter medaljer i hobetal.

Tilbage i september 2020 tog Lærke Kamp Pedersen fra Viby den største beslutning i sit liv. Efter en del overvejelser fik hun i en alder af blot 19 år foretaget en såkaldt Ganz-operation, der er en hofteoperation, hvor hofteskålen skæres fri og skrues fast igen.
En operation, hvor landsholds-taekwondoudøveren kunne risikere at skulle sige farvel til sin elskede sportsgren, som hun har dyrket, siden hun var syv år gammel.
»Gennem længere tid havde jeg bøvlet med min hofte, og det klikkede, når jeg sparkede. Jeg blev noget forskrækket, da jeg hørte om operationen. Det var meningen, at der skulle have været VM i Danmark i 2020, med det blev aflyst på grund af corona. Jeg var udtaget og var selvfølgelig ærgerlig over, at VM på hjemmebane ikke blev til noget. Så tænkte jeg, at hvis jeg skulle opereres, skulle det være dér,« fortæller Lærke Kamp Pedersen.
Hun fortrød flere gange undervejs i forløbet sin beslutning og ville ønske, at hun ikke var blevet opereret.
»Operationen var hård fysisk, men den har især været hård mentalt. At gå fra at have fuldstændig kontrol over hver eneste lille bevægelse i hoften til lige pludselig ikke at kunne stå op eller gå, har givet mig mange mentale udfordringer, som har været svære at overvinde,« forklarer Lærke Kamp Pedersen og fortsætter:
»Jeg havde sindssygt mange smerter og havde ikke lige regnet med, jeg skule gå med krykker i tre måneder. Det satte mit liv på pause og gav mig en mindre form for identitetskrise, for taekwondo er en stor del af mig og har fyldt langt over halvdelen af mit liv. Mange af min venner har jeg fået gennem sporten. Så jeg savnede også det sociale.«

Tilbage på samme niveau
14 måneder efter hofteoperationen var 20-årige Lærke Kamp Pedersen tilbage på den internationale taekwondo-scene.
»Jeg var super meget i tvivl, om jeg kunne komme tilbage på samme niveau, men det kunne jeg heldigvis,« siger hun.
Lærke Kamp Pedersen kom på det danske tekniklandshold i taekwondo første gang som 12-årig og har siden deltaget i et hav af internationale stævner herunder VM og EM.
Det satte mit liv på pause og gav mig en mindre form for identitetskrise, for taekwondo er en stor del af mig og har fyldt langt over halvdelen af mit liv.
»Der er et fedt fællesskab i taekwondo, og man får hurtigt nye bælter i starten. Så man kan hurtigt se, at man udvikler sig. Jeg er ret perfektionistisk i forhold til mange ting, og derfor passer teknikdelen godt til mig. Det, jeg udfører, er finessearbejde. Jeg er ikke kæmper, men tekniker. Jeg har aldrig haft lyst til at sparke løs på nogen eller blive sparket på,« forklarer Lærke Kamp Pedersen, som har en bæltegrad, der er sort bælte og har den såkaldte 4. poom ud af ni mulige.
Elitesportskvinden har i øjeblikket sabbatår, efter hun blev student fra Marselisborg Gymnasiums Team Danmark-linje. Nu arbejder hun som lærervikar på Forældreskolen, og så står hverdagene og weekenderne ellers på en masse taekwondotræning flere steder rundt i landet 18-20 timer hver ugen.
Et hav af medaljer
Sporten har bragt hende rundt i mange steder i verden såsom Mexico og det meste af Europa til et væld af EM og VM. Det har indbragt en masse medaljer:
»Det er noget tid siden, jeg talte mine medaljer. Men sidst, jeg gjorde det, var der 270, så de fylder efterhånden en del. De fleste hænger over min seng,« siger Lærke Kamp Pedersen, som senest føjede guldmedaljer til samlingen i President’s Cup i Albanien og Croatia Open i Zagreb.

Hvis alt forløber, som det skal, går turen til Sydkorea senere på året. Her arrangeres der nemlig VM.
»Når det nu ikke kunne være i Danmark, bliver det meget fedt, at det skal være i Sydkorea, som er taekwondoens hjemland. Så det går jeg benhårdt efter at kvalificere mig til. Jeg skulle faktisk have været på træningslejr i Sydkorea, to dage efter Danmark blev lukket ned på grund af corona-pandemien, så det kunne være ret fedt at komme til VM. Det er mit mål og min drøm,« fastslår Lærke Kamp Pedersen.