Fatah Abdirahmans tager hul på fodboldeventyr i Afrika

Nu kan det aarhusianske trænertalent Fatah Abdirahman endelig afsløre, hvad hans næste destination bliver, efter han tidligere i år pludseligt stoppede i AGF.

Artiklens øverste billede
30-årige Fatah Abdirahman fra Aarhus er blevet ansat som ny head of coaching på FC Nordsjællands akademi i Ghana. Arkivfoto.

Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores daglige nyhedsbreve for at blive opdateret på de væsentligste nyheder. Klik her, find Aarhus på listen, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Det kom som lidt af en overraskelse, da AGF i august meddelte, at trænertalentet Fatah Abdirahman stoppede i klubben. Han lignede ellers længe fremtidens mand, efter han på ingen tid var gået fra at være succesfuld træner for diverse ungdomshold i AGF’s talentafdeling til den nyoprettede stilling som teknisk chef i klubben. Men så tikkede nyheden ind om, at han stoppede. Fatah Abdirahman savnede nye udfordringer, sagde han selv dengang.

Dem har han fundet nu.

Det har altid været en drøm for mig at komme til udlandet, og det sker nu, så jeg er rigtig glad.

Fatah Abdirahman.

Den 30-årige aarhusianer, der for nylig færdiggjorde den højeste træneruddannelse i Europa, UEFA Pro Licens, som den yngste dansker nogensinde, er således blevet ansat som head of coaching på FC Nordsjællands akademi Right to Dream i Ghana. Aarhusianeren rejser derfor inden længe til det afrikanske land for at begynde et helt nyt eventyr.

»Det har altid været en drøm for mig at komme til udlandet, og det sker nu, så jeg er rigtig glad,« fortæller Fatah Abdirahman til Lokalavisen Aarhus.

Skal sende guld til Farum

I Ghana skal han arbejde med akademiets ældste spillere, der er i alderen 15 til 19 år. Målet er at få dem til at tage springet fra de afrikanske græsbaner til Farum-klubben FC Nordsjællands Superligatrup, så de på sigt kan blive attraktive salgsemner. Ligesom det fornylig skete med stortalentet Kamaldeen Sulemana, der i sommer med et salgsbeløb på 150 millioner kroner blev den dyreste spiller, der nogensinde er blevet solgt fra Superligaen.

»Det er en helt anden spillestil, jeg skal arbejde med, og det ser jeg også som en spændende udfordring, som også kan være med til at gøre mig dygtigere,« fortæller Fatah Abdirahman.

På akademiet får han en meget tættere kontakt til spillerne og skal ifølge hans egne ord være meget mere på banen, hvilket var det, han savnede i sin sidste rolle i AGF.

I 2009 var det en noget yngre udgave af Fatah Abdirahman, som Lokalavisen Aarhus mødte. Han var træner for Lystrup IF's årgang 98-drengehold og lagde heller ikke dengang skjul på, at han havde store trænerambitioner, da Lokalavisen Aarhus interviewede ham. Arkivfoto: Christina S. Johansen.

»Jeg skal være med til at evaluere trænernes præstationer og være helt tæt på spillerne for at observere dem. Det passer mig rigtig godt, og derfor sagde jeg ja til jobbet,« lyder det fra Fatah Abdirahman, som skrev under på kontrakten med Right to Dream i december.

»Så det er gået lidt stærkt,« siger han.

Fra dårligt miljø til lovende karriere

Det har ikke været en let vej, som nu har skaffet Fatah Abdirahman hans indtil videre allerstørste job. I sommer fortalte han i et længere interview til Lokalavisen Aarhus ærligt om sin opvækst i det vestlige Aarhus, hvor han som ung blev en del af et hårdt belastet miljø i Frydenlund og Trillegården. En episode fik dog den unge Fatah Abdirahman til at tænke en ekstra gang over, hvad han ville bruge sit liv på:

»Jeg kan huske, at vi var på vej ned til en fest, hvor vi kørte på scooter, og så kom der flere politibiler efter os. Jeg hoppede ind i en busk, så ingen kunne se mig. Fire af de andre, jeg var sammen med, blev taget for at køre rundt på stjålne scootere. De fik en plet på straffeattesten. Den dag fik jeg ikke en, og så sagde jeg til mig selv, at nu skulle jeg vist stoppe, imens legen var god,« fortalte han dengang til Lokalavisen Aarhus.

Det satte for alvor gang i trænerkarrieren. Først med stor succes som ungdomstræner for et drengehold hos Lystrup IF, inden han kom til Randers FC. Derfra gik vejen forbi FC Midtjyllands akademi, før han i 2016 blev ansat i AGF. Nu venter der altså nye udfordringer i Ghana, hvor Fatah Abdirahman skal begynde i sit nye job i midten af januar. Han skal dog ikke tænke over at finde en bolig i sit nye land.

»Det bliver der heldigvis sørget for. Jeg skal bo på akademiet, hvor både spillerne og trænerne bor,« fortæller han.

Læs også

Del artiklen