Sara Slott har opbrugt sit første liv, nu starter det sidste

Der er gået et halvt år, siden Sara Slott Petersen indstillede karrieren. Det blev ikke slutningen, hun havde håbet på, men det har åbnet for samtalen om, at det er okay, at alting ikke ender lykkeligt.

Artiklens øverste billede
Til sommerens Olympiske Lege I Tokyo styrtede Sara Slott Petersen i sin semifinale i 400 meter hæk. Det blev samtidig også det sidste løb i den 34-årige topatlets karriere. Foto: Gregers Tycho

Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores daglige nyhedsbreve for at blive opdateret på de væsentligste nyheder. Klik her, find Aarhus på listen, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Sara Slott Petersen fik for halvanden måned siden færdiggjort sit renovationsprojekt på det gamle hus i Højbjerg, familien for nyligt købte.

»Et sted i 2022 skal det totalrenoveres,« fortæller Sara Slott til Lokalavisen Aarhus.

Præcis hvornår ved hun ikke. Hvad, hun heller ikke ved endnu, er, hvad hendes tid nu skal bruges på. For godt et halvt år siden indstillede den tidligere Aarhus 1900-atlet karrieren efter deltagelsen i sommerens OL i Tokyo.

Der var engang en, der sagde til mig, at man som elitesportsudøver dør man to gange.

Sara Slott Petersen, tidligere Aarhus 1900-atlet og bestyrelsesmedlem i Team Danmark.

Der var mange ting, der skulle klares lige efter OL: sponsormøder, interviews og hyldestarrangementer var alt sammen noget den nu tidligere 400 meterhækkeløber skulle have overstået, inden hun rigtigt kunne stille løbeskoene på hylden.

Efter 20 år med elitesport som det primære fokus, skulle Sara Slott bruge tiden efter OL til at finde ud af, hvad hun nu skal lave.

»Hele den her proces med at give mig selv tid efter OL, var for at give mig selv en afklaringsperiode, hvor jeg kunne gå og tænke på, hvad jeg nu skal kaste mig ud i. Efter husrenoveringen blev færdig, har jeg brugt mere eller mindre hele min tid på at finde ud af, hvad der nu skal ske,« siger Sara Slott.

To dødsdage

Men det er mildest talt svært i en alder af 34 år at skulle genopfinde sig selv. For hvor går man hen, når man efter godt 20 år i ét fag nu skal finde noget nyt at tage sig til?

»Det er jo en ekstra etape i livet. Mange uddanner sig, kører karriere og går på pension - groft sagt. Der var engang en, der sagde til mig, at man som elitesportsudøver dør to gange. Man dør første gang, når man stopper med sin sport, fordi det er så eksistentielt definerende, og igen når man dør dør. Når man dør som elitesportsudøver, skal man genfinde sig selv, fordi din identitet på en måde bliver revet væk under dig, og det er en vild proces at skulle igennem midt i livet,« siger Sara Slott.

Hun sidder i bestyrelsen i Team Danmark, og så længe hun sidder der, er arbejde i andre sportslige organisationer udelukket.

Derfor går tiden nu med møder – møder om potentielle jobmuligheder i nye erhverv.

Er der noget, du kan tage med fra dit liv som sportsudøver?

»Min karriere har strakt sig gennem 20 år, og det kræver behovsudskydelse. Man skal være villig til at arbejde ekstremt hårdt uden nødvendigvis at få en betaling med det samme – for det gør du ikke i sportens verden, der skal man investere ekstremt meget, inden man får gode resultater. At kunne bibeholde motivationen i den proces er en gave og evne, som meget få mennesker har. Den energi fandt jeg i form af atletik, og nu skal jeg finde den igen.«

Er der noget, der har fanget din interesse?

»Der er meget, der har interesse. Jeg har fået at vide, at jeg er lidt af en schweizerkniv – jeg kan mange ting, men gør også, at søgeprocessen bliver lidt længere, fordi der ikke er ét punkt, der lyser op,« siger hun.

Silende regn i Tokyo

Det ikke bare regnede, det styrtede ned, da Sara Slott stod klar til at løbe om en finaleplads i 400 meterhækkeløb ved sommerens OL i Tokyo. Diskoskast og stangspring var blevet aflyst på grund af den voldsomme regn, men dette løb blev afviklet, selvom der flere steder var spejlblankt af vand på banen.

Det startede godt for Sara Slott. På yderste bane lå hun i spidsen og holdt en god fart, lige indtil hun kom til tredjesidste hæk, som hun kolliderede med.

Styrtet så voldsomt ud, men Sara Slott har prøvet det, der var værre. I den situation var den fysiske smerte ikke det værste.

»Det hele var så råt og uforsødet, og jeg ikke kunne skjule nederlaget for nogen. Jeg mødte danskerne og medierne midt i det åbne kødsår. Det var en uvirkelig oplevelse at skulle håndtere verdenspressen halvandet minut efter min karriere var slut, hvor jeg var væltet med et brag, stadig var rundtosset og med følelserne helt ude på tøjet,« fortæller Sara Slott.

Sara Slott Petersen ramte hækken hårdt og blev sendt til jorden med et brag. Foto: Gregers Tycho

Kort efter løbet var hun knust, men efterfølgende er der dog kommet noget godt ud af oplevelsen, mener atleten.

»Det har faktisk åbent op for nogle spændende samtaler om, at ting ikke altid lykkes – selv for dem på den øverste hylde. Man hører tit om rosenrøde historier, hvor hårde perioder til sidst endte lykkeligt. Vi vil gerne høre om eventyret med den lykkelige slutning, men det kan være svært for mange at spejle sig i, fordi for mange lykkes det bare ikke.«

Det endelige stop

Sara Slotts karriere har budt på flere højdepunkter. Blandt andet en imponerende sølvmedalje til OL i Rio de Janeiro i 2016 og en EM-guldmedalje samme år.

Savner du det nogensinde?

»Jeg savner det hver dag, men min tid er slut, og jeg er glad for, at OL blev til noget, for det betød, at jeg selv kunne bestemme, hvornår det var slut. Det var ikke en pandemi eller skade, der tvang mig til at stoppe. Jeg får helt ondt i maven, når jeg hører om håndbold- eller fodboldspillere, hvor beslutningen om at stoppe er blevet taget for dem,« siger Sara Slott.

OL i Tokyo blev endestationen for hurtigløberen, og selvom det ikke gik som planlagt, har Sara Slott på intet tidspunkt overvejet at genstarte karrieren.

Sara Slott Petersen gik det sidste stykke over målstregen, hvor verdenspressen ventede på hende. Foto: Gregers Tycho

»Det var godt for mig, at jeg stoppede, mens jeg stadig kunne løbe med om finalepladser til OL. Jeg savner livsstilen og kampen om at komme i mit livs form og savner at mødes i miljøet, men beslutningen om at stoppe efter dette OL kom for lang tid siden, så jeg har ikke på noget tidspunkt fortrudt og tænkt: nu kommer jeg tilbage. Det ville ikke ende godt. Min tid har været der, jeg er 34 år og har altså god tid til finde ud af, hvad jeg nu skal.«

Læs også

Del artiklen