AGF fejlvurderede interesse for gratis kamp: Vi er rigtig kede af det

Mange måtte gå forgæves til mandagens Superligakamp mellem AGF og AaB. En af dem var Jacob Krag, der undrer sig over, at det kunne komme dertil, at så mange blev afvist. Hos AGF vil man nu evaluere, hvad der skal ske fremadrettet ved lignende arrangementer

Artiklens øverste billede
Mens der var masse af AGF-jubel over sejren i 3F Superligakampen mellem AGF og AaB inde på Ceres Park, var der mere skuffede miner udenfor. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Hvad der skulle have været en hyggelig familie-fodboldtur på en mandag aften i efterårsferien, endte i frustration og en afvisning for Jacob Krag. Det var ellers ikke, fordi han ikke havde billet til kampen mellem AGF og AaB. Problemet var, at det havde rigtig mange andre også. Faktisk var der flere, der havde en billet til kampen, end der var siddepladser på stadion.

Kampen var nemlig gratis, i det forsikringsselskabet Aros Forsikring havde købt kampen. Og her var der så delt flere gratis billetter ud for at være sikker på, at stadion blev fyldt - ud fra logikken, at der er flere, der ikke dukker op og bruger deres billet, når den netop er gratis.

Hjemmeholdet AGF havde på forhånd meldt ud, at man skulle møde op i god tid, og at der kunne være en risiko for, at tilskuere kunne blive afvist ved stadion, når stadionkapaciteten på cirka 20.000 var nået.

Det er vi selvfølgelig rigtig, rigtig kede af, og det skammer vi os over og undskylder meget, at der var nogle sæsonkortholdere, der ikke kom ind.

Søren Højlund Carlsen, kommunikationschef i AGF.

På trods af AGFs forvarsling, så er Jacob Krag dagen derpå stadig forundret over hele billethåndteringen, og mest af alt den skala, man har skudt over målet med:

»Jeg kan godt forstå, hvorfor man udsteder flere gratis billetter, end der er plads til på stadion for at fylde det – men ikke i den kaliber, de har gjort det. For der var virkelig mange, der stod ude foran,« siger han.

I Jacob Krags tilfælde endte aften med, at hans far og bror kunne se kampen inde på stadion uden ham, mens han var blandt de mange mennesker, der forgæves var mødt op til kampen og blev afvist i porten.

»Jeg tænkte, det kan jo ikke lade sig gøre. Jeg jo har en billet på min telefon, så jeg må jo komme ind. « siger Jacob Krag, der ankom mere end en halv time inden kampstart.

Men ind kom Jacob Krag ikke. Han blev som så mange andre tilbudt at se kampen på storskærm i Tivoli Friheden, men han valgte i stedet at tage hjem.

»Jeg blev bare irriteret, og jeg tænkte ikke så meget andet, end at det er fandeme åndssvagt,« siger han og spørger:

»Hvad havde de forventet ville ske?«

Beklager

Overfor Lokalavisen Aarhus oplyser AGF, at 800-900 mennesker tog imod tilbuddet om at se kampen i Tivoli Friheden, men hvor mange afviste gæster, der er taget andre sted hen, er ikke til at vide. Og helt præcis, hvor mange gratis billetter, der var delt ud til kampen, vil klubben ikke oplyse. Klubben beklager dog, at så mange skulle gå forgæves

»Det er vi rigtig kede af. Det var præmissen, at Ceres Park blev lukket, når kapaciteten var fuld, fordi vi gerne ville sikre, at dem, der kom, fik en god oplevelse. Men det er så gået ud over nogen, der ikke kunne komme ind, og det er vi selvfølgelig rigtig ærgerlige over,« siger AGFs kommunikationschef, Søren Højlund Carlsen, der forstår reaktionerne dagen derpå:

»Vi kan godt forstå, at folk er sure, vrede og ærgerlige. Man havde glædet sig til at komme til den her kamp, og så kan man ikke komme ind, og selvom det lå i præmissen, at det kunne ske, forstår vi godt folks reaktion.«

Hos AGF er man især ærgerlige over, at sæsonkortholdere blev afvist i døren.

»Det er vi selvfølgelig rigtig, rigtig kede af, og det skammer vi os over og undskylder meget, at der var nogle sæsonkortholdere, der ikke kom ind. De skulle være kommet ind, men der gik noget galt i forhold til vores logistik og vores interne kommunikation, der gjorde, at sæsonkortholdere blev afvist i døren,« siger Søren Højlund.

Undervurderede interessen

Når det endte som det gjorde, så handler det ifølge kommunikationschefen om, at man havde fejlvurderet interessen for kampen.

»Øvelsen, når man har et gratis arrangement som det her, det er at have nok billetter ude, så man får fyldt op, og der blev vi i går glædeligt overrasket over, at der var så stor en interesse, som desværre også gjorde, at nogen gik forgæves. Vi undervurderede den interesse, der var. Men vi havde også kommunikeret ud, fra man hentede billetterne og helt op til kampstart, at det var en mulighed, at Ceres Park blev lukket,« siger han.

»Vi havde selvfølgelig forventet, at vi ville være mange, og så havde vi håbet, at vi måske ville ramme et fuldt hus eller omkring en 17-19.000. Det er meget svært at vide til den type arrangementer, hvor mange der kommer, da der desværre er en tendens til, at folk ikke bruger deres billet, når den er gratis.«

Klubben oplyser, at man nu er i dialog med de sæsonkortholder, der har kontaktet klubben. Et plaster på såret for sæsonkortholdere bliver, at de får refunderet penge for den missede kamp samt modtager en stadionplatte ved næste kamp. I AGF er det samtidig tid til refleksion:

»Nu evaluerer vi på det hele, det er dagen efter, men så må vi se, hvordan vi håndterer det fremover. I forhold til sæsonkortholdere kunne man forestille sig en fast-lane indgang til dem. For det er noget af det, vi er allermest kede af, og det er i hvert fald noget af det, vi skal have kigge på, hvis vi kommer til at have lignende kampe fremadrettet,« sige Søren Højlund Carlsen.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen