Aarhusianske golfklubber kan takke corona: Medlemstal er vokset og vokset

Det har aldrig gået bedre for golfsporten i Danmark, og det mærker man også i de aarhusianske klubber, der peger på coronapandemien som en hovedårsag til de voksende medlemstal.

Artiklens øverste billede
Flere og flere aarhusianer følger landstendensen og svinger golfkøllerne. Arkivfoto: Jan Dagø/Ritzau Scanpix

10.000. Så mange flere danskere er blevet medlem af en golfklub i løbet af det seneste års tid. Og faktisk har sporten aldrig haft så mange medlemmer, fremgår det af en ny opgørelse fra Dansk Golf Union. 164.000 dyrker golf i klub, og den voldsomme stigning man har set på landsplan, er også smittet af på de aarhusianske klubber.

Her er klubberne Mollerup Golf Club i Risskov, Lyngbygaard Golf i Brabrand, Aarhus Golf Club i Højbjerg og Aarhus Aadal Golf Club i Harlev i gennemsnit steget med 13 procent, viser tal fra Dansk Golf Union.


I kommunens største golfklub, Aarhus Aadal Golf Club, har man kunnet hente 106 nye medlemmer på et år, hvor man ligefrem takker coronapandemien for fremgangen på greenen:

»Generelt for golfen tror jeg, vi kan takke coronaen for den fremgang, vi har haft. Vi har været begunstiget af, at folk er blevet hjemme og er gået ud på golfbanerne. Jeg tror, vi har fået nogle ind, som ellers ikke vil have spillet golf, hvis ikke det var, fordi det var det eneste, man kunne komme ud og spille,« siger Niels Graversen, formand i Aarhus Aadal Golf Club i Harlev, som ifølge Dansk Golf Union har 1.326 medlemmer.

Graversen peger også på klubbens begynderudvalg, som har præsteret at få en masse nybegyndere gennem træning og teori, så de har kunnet finde ud af, om sporten var noget for dem, samtidig med at man også har forsøgt at holde fast i de ældre medlemmer med billigere leje af buggy (golfbil, red.) til at køre banen rundt.

Generelt for golfen tror jeg, vi kan takke coronaen for den fremgang, vi har haft. Vi har været begunstiget af, at folk er blevet hjemme og er gået ud på golfbanerne. Jeg tror, vi har fået nogle ind, som ellers ikke vil have spillet golf.

Niels Graversen, formand i Aarhus Aadal Golf Club i Harlev

»Vores stigning på 106 medlemmer er vi meget tilfredse med. Og det skyldes flere ting, blandt andet at vi har et meget effektivt begynderudvalg, der tager sig af de nye golfere, og som har præsteret at få 175 nybegyndere gennem deres træninger,« siger Niels Graversen.

Økonomisk betydning

»Det betyder, at vi blandt andet får en god økonomi, som ellers har været temmelig slatten henover årene, og så kan vi bruge det til at holde vores baner i god og ordentlig stand. Det er først og fremmest på vores baner, vi bruger pengene, og det er igen for at holde på de medlemmer, vi har. For jo bedre vores spillere bliver, desto mere kræsne bliver de også overfor, hvad de spiller på,« siger Niels Graversen.

Lyngbygaard Golf Klub i Brabrand har også oplevet en medlemsvækst og har i dag 1.029 golfspillere.

I Mollerup Golf Club i Risskov bekræfter klubsekretær Rikke Kristensen tendensen:

»Sidste år havde vi en rigtig stor medlemsstigning, formentlig fordi vi var nogle af de få steder, som havde åbent under den store corona-nedlukning. Dér fik vi en rigtig stor vækst i nybegyndere. Efter genåbningen har vi oplevet et lille fald igen, hvor folk måske vender tilbage til deres tidligere sportsgrene eller finder ud af, at de ikke har tiden til at spille golf alligevel,« siger hun.

I kommunens andenstørste klub målt på medlemmer har Aarhus Golf Club i Højbjerg ligefrem været ude i at oprette ventelister, fortæller næstformand Lisbeth Moltzen:

»Under coronanedlukningen var der pludselig ret mange, der ville spille golf hos os. Lige fra unge studerende til seniorer. De savnede social kontakt, frisk luft og motion, og dét kan golf,« pointerer Lisbeth Moltzen og tilføjer, at ventelisterne blev fjernet for to måneder siden i klubben, som er 31 år gammel og dermed landets sjette ældste.

Mange unge

I Lyngbygaard Golf i Brabrand har man også kunnet mærke en stigende interesse for golf.

»De seneste to år har været helt ekstreme og fantastiske. Vi har kunnet mærke, at der ikke har været så meget andet at lave. Mange unge, der har gået til håndbold eller fodbold, er søgt herud og har kastet sig over golf i stedet for. Vi har haft en stor vækst i medlemmer fra 18 til 25 år. Dem har vi faktisk haft rigtig mange af. Vi har ikke ventelister og har faktisk stadig plads til 200 flere medlemmer, og det arbejder vi på at få,« fortæller Malene Bugge Rossen, der er assisterende golfmanager i Lyngbygaard Golf.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen