Den islandske vulkan gik i udbrud
Jón Dagur Thorsteinsson blev matchvinder mod Sønderjyske og kravler op på en syvendeplads i Superligaen.

Tredje sejr på stribe i Superligaen og tredje clean sheet i træk. Selv om det holdt hårdt i mandagskampen hjemme mod Sønderjyske, fortsætter AGF’s optur i et til tider hårdt spillet opgør, hvor der var et hav af gule kort.
I første halvleg var hjemmeholdet bedst og havde flere store chancer til Hausner, Mortensen og Bundu. Sidstnævnte lignede sit gamle jeg, da han lagde op til kampens eneste scoring i det 21. minut. Her udnyttede han sin hurtighed på højrekanten og spillede Thorsteinsson fri, så den allestedsnærværende og ofte udskældte islænding flot kunne score med indersiden.
Op som nummer syv
2. halvleg kom i høj grad til at foregå på udeholdets præmisser, men AGF fightede sejren hjem.
Med sejren kravler AGF op på en syvendeplads i Superligaen blot et point op til en sjetteplads, som udløser en billet i mesterskabsspillet.
AGF skal i kamp igen på søndag klokken 16 på udebane mod FC Midtjylland.