Hundredvis mindedes Chris Anker med en tur på hans gamle træningsrute

Der var fuldt hus ved Hammel Cykle Klub, som havde inviteret til minde-løb for afdøde Chris Anker Sørensen.

Artiklens øverste billede
Rigtig mange havde taget i mod tilbuddet om at mindes Chris Anker Sørensen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Hundredvis af personer samledes i dag om én ting: At mindes og ære afdøde Chris Anker Sørensen.

Det skete ved Hammel Cykle Klub, som havde inviteret til et socialt minde-løb rundt i omegnen. Der var tale om den 60-65 kilometer lange såkaldte Chris Anker-rute, som kræver en hvis mængde træning i benene.

»Det er Chris Ankers gamle træningsrute, som rammer alle knoldene omkring Hammel,« har Lars Toft Pedersen, bestyrelsesformand i Hammel Cykle Klub, tidligere fortalt til Lokalavisen Favrskov.

Alle de, som ikke havde cykel-erfaring nok til at tage med på den hårde rute, blev blot ved cykleklubben til anekdoter om Chris Anker Sørensen, som omkom i en ulykke i Belgien lørdag 18. september.

Artiklen fortsætter under billedet:

Dagen blev sparket i gang af Lars Toft Pedersen:

»Chris startede i 1997 som 13-årig i Hammel Cykle Klub. Han viste sig hurtigt som en talentfuld rytter, og talentet førte til en professionel karriere. Gennem hele sin professionelle karriere vendte Chris tilbage til rødderne i Hammel. Når Chris var i klubben, var det fællesskabet og ikke Chris som prof, der var i centrum. Chris cyklede både med ung som gammel, hurtig som langsom, og sagde naturligvis ikke nej til kage,« sagde formanden og fortsatte:

»Chris har ikke alene været til inspiration for os, der er passionerede omkring cykling. Chris har med sin charmerende og ligefremme formidling åbnet øjnene for cykelsporten også for jer, der ikke selv træder i pedalerne. Jeg tror, at alle I, som er mødt op i dag, føler en forbundethed med Chris Anker. En forbundethed, som vi i dag markerer med fælles cykeltur og fælles samvær til ære og minde om Chris Anker Sørensen, som døde for en uge siden i en alder af bare 37 år. Alt alt for tidligt og tragisk revet væk fra sine kære nærmeste og fra os.«

Dernæst fulgte et minuts stilhed.

Læs også

Del artiklen