Broderen om Chris Anker: »En fighter uden sidestykke og helt igennem en rigtig guttermand«

Chris Anker Sørensen bliver på Facebook mindet af sin bror, Allan Bo Andresen. Familien takker samtidig for den megen omtanke i en svær tid.

Artiklens øverste billede
Privatfoto

I lørdags gik Chris Anker Sørensen bort i en trafik-ulykke i Belgien. Det ramte hele landet og cykelverdenen som et stort chok.

Chokket var dog naturligvis størst hos Chris Ankers familie.

Nu sætter hans bror, Allan Bo Andresen, ord på den forfærdelige tragedie, som har ramt dem.

»Vi har desværre på helt uforståeligt vis mistet verdens bedste søn, bror, svoger, farbror, den folkekære Chris Anker,« skriver Allan Bo Andresen på Facebook.

Allan Bo Andresen, som selv kørte professionelt cykelløb i sine yngre dage, har tidligere forklaret, at hverken han eller Chris Anker havde et gudsbenådet talent for cykelsport - de har derimod haft en helt enorm vilje.

Netop viljen omtaler Allan Bo også i sit minde-skriv:

»En fighter uden sidestykke og helt igennem en rigtig guttermand,« lyder det fra Allan Bo, som fortsætter:

»Han er unægtelig den rytter, som har opnået mest på ren og skær fighter-vilje og målrettethed. En vilje der ikke tåler nogen sammenligning.«

Fælles cykle-passion

Gennem deres fælles passion for cykling havde Allan Bo Andresen og Chris Anker Sørensen mange fælles oplevelser, som Allan Bo priser sig lykkelig over:

»Jeg er så ekstrem glad for alle de sjove ting, vi nåede at opleve sammen i hans alt for korte liv. Vi fik lov at udleve vores cykeldrøm sammen. Jeg var der, da han vandt sin første prof-sejr i Norge. Husker tydeligt, hvor stolt jeg var på hans vegne, og hvor ydmyg og taknemlig han var for den hjælp vi team-kammerater havde givet ham.

Jeg er ligeledes meget taknemlig over, at vi fik lavet vores bog sammen, et projekt, der rykkede os endnu tættere, og vi fik mange fantastiske oplevelser sammen på den konto. En bog som Chris lige såvel kunne have lavet selv, men uselvisk som han var, insisterede han på, at det skulle være et fælles projekt,« skriver Allan Bo.

Magtesløs

Chris Anker Sørensen bliver af sin bror desuden betegnet som betænksom, forstående, opmærksom og utrolig livsglad.

»Jeg ved, Chris ville have, vi skulle mindes ham med et smil, men lige nu er det med tårer. Jeg er voldsom ramt og ubeskrivelig trist, og når jeg tænker på, hvordan jeg har det, kan jeg slet ikke bære tanken om hans tre vidunderlige piger, som han efterlader i dyb sorg, samt vores mor, som skal igennem dette mareridt igen. Det er ubærligt, og jeg følger mig for første gang i mit liv magtesløs,« lyder det fra Allan Bo Andresen.

Med Chris Anker Sørensens alt for tidlige bortgang er hans familie endnu engang ramt af en tragedie.

I 1981, et par år før Chris Anker kom til verden, mistede de således sønnen Flemming. Det var ligeledes i en cykleulykke, hvor en bil ramte ham under en træningstur. Han blev kun 13 år gammel.

På Facebook slutter Allan Bo Andresen af med at takke for omtanken i den svære tid:

»På hele familiens vegne - mor, far og Brian - vil jeg gerne takke for alle de fine ord, blomster og hilsner, som er tikket ind alle steder. Det er overvældende. Dejligt at mærke, at det ikke kun var os i familien, der elskede ham.«

Lokalavisen Favrskov har fået lov at bringe Allan Bo Andresens minde-skriv.

Læs også

Del artiklen