Hjem til Aarhus: Anders Antonsen spiller med Viktor Axelsen

Ceres Arena lægger baner til Thomas & Uber Cup, hvor de mandlige og kvindelige badmintonslandshold skal i kamp.

Artiklens øverste billede
Anders Antonsen er en af verdens bedste badmintonspillere. Nu kan han snart opleves på sin hjemmebane. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Det danske landstrænerteam har udpeget de spillere, der skal repræsentere de rød-hvide farver, når det går løs i Ceres Arena i Aarhus med Thomas & Uber Cup fra 9. til 17. oktober. For første gang på dansk jord.

Og der er tale om store trupper. 12 herrer er udtaget til Thomas Cup-holdet, mens Uber Cup-holdet består af 11 damer.

På herrelandsholdet er der to spillere med Aarhus-rødder, nemlig debutanten Rasmus Gemke og Anders Antonsen, som også er på hold med OL-guldvinderen Viktor Axelsen.

»Vi har valgt at benytte os af muligheden for at udtage bredt. Vi vil gerne kunne være fleksible, såfremt vi får et langt mesterskab, hvor der er mulighed for at hvile nogle kræfter, hvis den situation opstår. Vores erfaring er, det er godt at have mange strenge at spille på,« siger cheflandstræner Kenneth Jonassen i en pressemeddelelse og uddyber:

»Det er gjort for at modstå, skader, sygdom og covid-19, som kan påvirke et hold slemt, såfremt det er et smalt hold, der er udtaget. Vi tror på en stærk symbolik i at have et stort hold og med det sammenhold, det kan skabe. Og så kommer vi til at gå meget op i, at folks roller er definerede.«

Og det bliver et hold med medaljeambitioner, der går på banen i Aarhus.

»Vores ambition er at vinde medalje med Thomas Cup-holdet, velvidende det er stærke nationer, vi står over for. Jeg synes, vi har udtaget et hold, der har erfaring, niveauet og sulten til at kunne gøre en forskel,« siger Jonassen.

Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016. Herrelandsholdet vandt bronze ved det seneste VM for herrelandshold i Thailand, 2018.

Det danske kvindelige Uber Cup-landshold har aldrig vundet VM, men er blevet nummer to i 1957, 1960 og 2000.

ksa

Læs også

Del artiklen