Tobias Bjerg under OL: »Jeg følte mig lidt malplaceret«

Aarhusianeren Tobias Bjerg blev diskvalificeret til sit første OL, men han er fuld af motivation frem mod legene i 2024.

Artiklens øverste billede
Tobias Bjerg i vandet til sit første OL, hvor han blev diskvalificeret. Foto: Patrick B. Kraemer/Ritzau Scanpix/EPA

Han kom, han så, men han sejrede ikke. Faktisk blev den 23-årige aarhusianer Tobias Bjerg diskvalificeret i sit første OL-løb, 100 meter brystsvømning.

Men det overskygger ikke oplevelsen.

»Det var en sur/sød pille, jeg lige skulle sluge, men min motivation er blevet boostet endnu mere frem mod OL i 2024. Jeg kigger ikke så meget på, at jeg blev diskvalificeret, men mere min tid, som ikke var tilfredsstillende. Det kørte ikke for mig teknisk, og jeg var ikke træt nok, da jeg kom i mål,« siger Tobias Bjerg, der kommer fra Mårslet og Højbjerg.

Oplevelsen til OL har kun givet Tobias Bjerg mere mod på at kæmpe frem mod OL i 2024. Foto: Patrick B. Kraemer/Ritzau Scanpix/EPA

Bjerg har set videoen af sit løb og mener ikke, at han skulle være diskvalificeret. Brystsvømning er en teknisk krævende disciplin, og svømmeren mener, at han udførte sit indslag korrekt, men det mente dommeren ikke. Havde han svømmet ned til sin danske rekord, der lyder på 59.17 sekunder, havde han sikret sig en plads i finalen.

Sommerferie

Lige nu holder Tobias Bjerg en velfortjent sommerferie, inden han skal i gang med at svømme ISL.

Nu bliver det lidt svømme-nørderi, men det står for den International Swimming League. Her er Tobias Bjerg udtaget til at være backup-svømmer for Toronto Titans. Noget han ser frem til ovenpå OL.

»Selv om jeg kun er backup-svømmer, så handler det for mig om at komme til at træne med nogle, der er bedre end mig og se, hva’ faen, de ligger og laver, så jeg kan forbedre mig endnu mere.«

For det har Bjerg nemlig planer om. Han vil forbedre sig, og han har høje ambitioner frem mod OL i Paris om tre år.

»2024 er helt sikkert målet, og jeg håber, at jeg til den tid er god nok til at sige, at jeg kan være med i en finale og svømme med om medaljerne. Jeg har ikke mistet modet efter dette OL - tværtimod så har det givet mig mere blod på tanden,« lyder det fra svømmeren, der allerede tog hjem fra Japan to dage, efter han havde svømmet. Det betød også, at han kunne se landsholdskollegaen Pernille Blume vinde bronze hjemme i Danmark, og han stod op om natten for at se finalen.

Den aarhusianske svømmer var mættet af at have været væk i tre uger, da svømmerne havde været på træningslejr i Nagano op til OL-start, og så trængte han til ferie ovenpå et år med skade i lysken og sygdom, inden han skal i vandet igen til ISL.

Blandt de største

Inden OL glædede han sig til at komme af sted for at opleve atmosfæren, se OL-byen og de andre store atleter, og selv om han er en af de få atleter på verdensplan, der kan skrive OL på sit cv, så forstod han ikke helt, at han var blandt verdens store sportsstjerner.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Aarhus direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Aarhus’ nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Aarhus på listen og tryk tilmeld.
d

»Efter træningslejren i Nagano var jeg lidt ør i hovedet, fordi vi ikke måtte gå udenfor en dør på grund af corona-restriktioner, og jeg havde måske mistet lidt gejst, men det kom tilbage igen for - wow det her er OL. Det var for vildt at træde ind i OL-byen og se alle flagene og se de store atleter. Når jeg så nogle af verdensstjernerne, tænkte jeg - hvad laver de her? Jeg følte mig lidt malplaceret. Det var surrealistisk, når der stod en af de store stjerner bag ved en og tog mad, men jeg var jo selv en af deltagerne, og nu kan jeg kalde mig OL-atlet,« lyder det fra Danmarks hurtigste brystsvømmer.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen