Mårslet-rytter til OL: Vinder sølv

29-årige Julie Leth fra Mårslet kørte OL-sølv hjem til Danmark.

Artiklens øverste billede
Julie Leth - til venstre - og Amalie Dideriksen med deres nyvundne OL-sølvmedaljer. Foto: Christopher Jue/EPA/Ritzau Scanpix

Cykelrytteren Julie Leth fra Mårslet har været i konkurrence til OL i Tokyo.

Til sit første OL blev hun sammen med sin makker i baneparløb - Amalie Dideriksen - nummer to - fredag formiddag dansk tid.

Julie Leth - til højre - har vundet OL-sølv sammen med makkeren Amalie Dideriksen. Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix

I et løb præget af dramatik og flere styrt lå danskerne med i den gode halvdel, hvor højeste placering var en tredjeplads.

Men i løbets sidste tredjedel kom Julie Leth og Amalie Dideriksen med i et udbrud og fik en del spurtpoint.

Julie Leth er opvokset i Mårslet og er i dag bosat i Aarhus C. Foto: BESTSELLER/Lars Møller for DIF og Team Danmark.

Det rakte til en andenplads og dermed OL-sølv.

Privat danner den 29-årige cykelrytter par med Lasse Norman Hansen, der også er med til OL og ligeledes har vundet sølv. Det gjorde han i holdforfølgelsesløb for mænd.

Julie Leth og Amalie Dideriksen har tidligere vundet EM og VM-bronze. Inden OL i Tokyo sagde Julie Leth til Lokalavisen Aarhus, at hun drømte om OL-medaljer.

»Vi kommer til Tokyo for at køre med om medaljerne - det gør vi 100 procent. Med de resultater vi har leveret, kan det bestemt lad sig gøre. Jeg synes godt, vi skal tillade os at drømme stort. Og det gør vi,« sagde hun, inden turen gik til Japan.

Den drøm er nu gået i opfyldelse.

Dermed er Julie Leth den anden atlet med Aarhus-relation, som vinder en OL-medalje i Tokyo.

Den første var OL-guldvinder Anne-Marie Rindom, som bor og læser i Aarhus.

Foto: Kacper Pempel/Reuters/Ritzau Scanpix


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen