Danmarks hurtigste mand er klar til OL: »Hvis jeg først når i en semifinale, kan alt ske«

Kojo Musah fra Aarhus 1900 Atletik og løb er i sit livs form, der skal toppe til OL.

Artiklens øverste billede
Kojo Musah deltog til indendørs EM tidligere på året. Arkivfoto: Czarek Sokolowski/AP/Ritzau Scanpix

Han er er god i det korte løb. Faktisk Danmarks hurtigste. Det har 25-årige Kojo Musah bevist flere gange i år ved at slå danske rekorder - både i 60 meter indendørs og to gange på 100 meter distancen. Senest til DM i juni, hvor han sprintede ind i tiden 10,14 sekunder.

Det er lidt over OL-kravet på 10,05, men han er blevet udtaget til Tokyo, fordi pointsystemet er baseret på flere faktorer - blandt andet hvor mange nationer, der har fået tildelt wildcards.

Men Kojo Musah har længe vist, at han skulle til OL, for sammen med tre andre danske hurtigløbere, har han i et godt stykke tid været kvalificeret på 4 x 100 meter stafetdistancen.

»Stafetten er en ting, men det som jeg virkelig har kæmpet hårdt for i så lang tid er den individuelle, så det er en kæmpe forløsning, at jeg ’kvaller’. Det hele er går op i en højere enhed her i foråret, og det er fedt,« siger den kommende OL-debutant til Lokalavisen Aarhus.

»Jeg håber, jeg kan løbe under 10,10 sekunder, og hvis jeg først er i en semifinale, kan alt ske. Men det bliver svært at komme i en finale. Det svarer til, at man som superligaspiller skal spille en mod en mod Cristiano Ronaldo. Til stafetten synes jeg, vi har råmaterialet til at kunne komme i en finale. Her handler det ikke kun om fart og hurtighed men også om gode depecheskift,« fastslår Kojo Musah, som er bosat på Trøjborg med sine kæreste og deres datter.

Hvad er dit første OL-minde?

»Det må have været til OL i Beijing i 2008, da Usain Bolt (jamaicansk sprinterlegende og verdensrekordholder,red.) vandt første gang. Det var noget, der på en eller anden måde har vakt en interesse i mig: Han er en, jeg selvfølgelig ser op til og er inspireret af.«

Der har været en del at juble over for Kojo Musah på det seneste med flere rekorder og DM-titler. Nu gælder det OL. Foto: Christian Jørn, Dansk Atletik.

Hvad er den største overraskelse i din karriere?

»Da jeg løb mit første løb til indendørssæsonen i år, blev jeg enormt positivt overrasket over tiden. Jeg løb 6,68 på 60 meter til første stævne i år, og det kom bag på mig, at jeg løb så hurtigt.«

Hvad glæder du dig mest til udenfor konkurrencerne?

»Der kommer jo til at være vanvittig mange restriktioner. Vi skal bære mundbind, der skal skiftes hver tredje time. Men det bliver hyggeligt at komme derover sammen med mange atletikúdøvere fra Danmark. Vi skal nok få tiden til at gå med spas og løjer. Vi når ikke at komme med til åbningscermonien men får afslutningscermonien med, og det bliver en stor oplevelse.«

Hvis du skulle stille op i en anden sportsgren, hvad skulle det så være?

»Helt klart boksning, som jeg har gået til i en kort periode. Jeg synes boksning er fedt, fordi man træner så hårdt og har en game plan, lige indtil man får en på hovedet og skal så finde ud af, hvad man så skal gøre. Det er meget uforudsigeligt og fascinerende.

Hvad har du med i din kuffert udover udstyr?

»Bodylotion ha ha. Man skal ikke have tørre knæ og albuer, når man skal på tv. Det er med til at gøre, at jeg føler mig klar. For mit vedkommende er det blevet et ritual. Jeg vil gerne føle mig ren, og det er med til at gøre mig klar, når jeg sætter mig i startblokken,« fortæller Danmarks hurtigte mand.

Kojo Musah tager til Japan sammen med det danske atletikhold 20. juli. Ifølge OL-programmet skal han dyste mod verdens bedste atleter fra 31. juli.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen