Rekordstor interesse for Skovbakkens sommercamp

I alt 120 motionsglade børn tjekker ind på Vejlby-Risskov Center i de første tre uger af sommerferien, når Skovbakken afholder sin anden udendørs sommercamp.

Artiklens øverste billede
Skovbakken Sommercamp foregår på Vejlby-Risskov Center alle hverdage fra klokken 10-15 i uge 26, 27 og 28. Og det handler ikke kun om at bevæge sig. Der bliver også tid til isspisning.

Der er lagt op til masser af motion og fællesskab, når Skovbakken mandag morgen åbner dørene til årets udendørs sommersportscamp i Skovbakken. I alt 120 børn mellem 8-13 år har meldt sig til for at være aktive og hygge sig med andre i en uge af deres sommerferie.

Det fortæller IK Skovbakkens udviklingsansvarlige Astrid Wierzba.

»Vi oplevede en pænt stor interesse for at deltage sidste år, som vi skyldte os selv og deltagerne at følge op på med en ny en af slagsen for at se, om det bare var held eller et enestående tilfælde på grund af corona. Det var det ikke. Vi er ganske enkelt blevet væltet bagover af mange tilmeldinger i år, og har ventelister alle tre uger.«

Hun peger på et stærkt program udført af dygtige instruktører med idræts- og idrætshøjskolebaggrund som årsag til interessen, men også fællesskabet er en central del af campen.

Vi er ganske enkelt blevet væltet bagover af mange tilmeldinger i år, og har ventelister alle tre uger

Astrid Wierzba, udviklingsansvarlig i IK Skovbakken

»Jeg tror, mange i løbet af corona har fået øje på, hvor fedt det er at dyrke motion udenfor, men også hvor meget man har savnet at gøre det med andre. Derfor vil vi også gerne dyrke fællesskabet mellem deltagerne i løbet af ugerne. Og så håber vi selvfølgelig, at nogle af børnene måske får blod på tanden og lyst til at fortsætte med at dyrke idræt på et hold efter ferien, for eksempel i én af vores eller andre klubbers foreninger.«

Løb og basketball er nogle af de aktiviteter, lokale sommerferie-ramte børn kan beskæftige sig med til Skovbakkens summercamp.

Instruktør William Hove lover deltagerne et sjovt og alsidigt program.

»Deltagerne kan godt begynde at glæde sig. De skal både spille fodbold og basket men også løbe stjerneløb, springe højdespring og spille rundbold, så de kommer til at bevæge sig på mange forskellige måder. Det bliver vildt sjovt og vi glæder os til komme i gang,« siger William Hove, der har været med som instruktør begge år og også er instruktør hver onsdag på seniorudendørsholdet UD!

SK Sommercamp foregår på Vejlby-Risskov Center alle hverdage fra klokken 10-15 i uge 26, 27 og 28. Deltagerne skal selv have madpakke med, mens den lokale Netto fra Veri Center sørger for frugt i pauserne. Aarhus Kommune har gjort det muligt at gøre campen betalingsfri.

Læs også

Del artiklen