Tobias Bjerg skal til OL i Tokyo: »Jeg er sindssygt glad«

Den 23-årige svømmer har kvalificeret sig til OL i Tokyo, hvor han stiller op i 100 meter brystsvømning.

Artiklens øverste billede
Tobias Bjerg er klar til OL i Tokyo. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Torsdag blev ni danske svømmere udtaget til OL i Tokyo, og i den gruppe er aarhusianske Tobias Bjerg.

Bjerg var blot 2/100 over OL-kravtiden på 100 meter bryst ved det nyligt overståede EM i Budapest. Hans danske rekord på 59.17 er langt under kravet på 59.93, men sat uden for kvalifikationsperioden. Ved Danish Open 2019 svømmede han 59.46, hvilket er inden for den internationale kvalifikationsperiode men i princippet uden for den danske.

Det har der været gode grunde til at dispensere for. Tobias Bjerg er som nævnt under de internationale krav. Han har været skadet og var i kapløb med tiden frem mod EM 2021. Han svømmede lynende hurtigt på 4x100 HM mix ved EM med splittiden 58.98 med skiftetid på 0.37 - så der er potentiale til mere end at svømme indledende heats i Tokyo.

En mulighed

23-årige Tobias Bjerg opdagede selv først på selve dagen, da nyheden blev lagt op på Facebook, at han var en del af OL-holdet.

»Efter holdkappen til EM fik jeg at vide af landstræneren og sportschefen, at de ville indstille mig til at få en plads på OL-holdet, så jeg vidste, at muligheden var der, men jeg blev da sindssygt glad, da jeg fandt ud af det,« lyder det fra Tobias Bjerg, der er opvokset i Mårslet og Højbjerg og har svømmet i AGF.


Tobias Bjerg skal til OL. Foto: Lars Møller/BESTSELLER for DIF og Team Danmark

Ventetiden siden EM har været langt for det unge brystsvømningstalent fra Aarhus, men det var det hele værd.

»Jeg havde selvfølgelig håbet det, og det er et mål, der er blevet indfriet nu. Jeg har været plaget af tre lyskenskader siden marts. Sådan er det ofte, når man er eksplosiv brystsvømmer, men til EM beviste jeg i holdkappen, at jeg har masser af fart i kroppen. Jeg har brugt virkelig meget energi på at komme mig ovenpå skaderne - energi som kunne være blevet brugt på at træne,« siger Tobias Bjerg, der et par gange om ugen er hos Team Danmarks fysioterapeut, ligesom han også laver en masse skadesforebyggende træning.

Han ser frem mod OL, og glæder sig til at komme ud at give den gas i det japanske vand.

»Jeg ved ikke, hvordan det bliver. Det kan komme til at gå helt vildt godt, eller helt forfærdeligt, men jeg håber på det bedste, og jeg har en forhåbning om, at det bliver rigtig godt. Jeg tror selv på det. Nu har jeg fået muligheden, og den tager jeg. Nu skal jeg bare ud at have det mega fedt. Der er mange stærke svømmere med i år til OL, men jeg skal ud at bevise, at jeg hører til på den scene,« fortæller den tidligere AGF-svømmer.


Tobias Bjerg skal til OL. Foto: Lars Møller/Bestseller for DIF og Team Danmark

I januar 2020 blev han ved DR’s store sportsshow udråbt til årets olympiske håb.

Jeg havde selvfølgelig håbet det, og det er et mål, der er blevet indfriet nu

Tobias Bjerg

I den forbindelse sagde han til Lokalavisen Aarhus:

»Der er så mange andre nu, der tror på mig, så nu bliver jeg nødt til at arbejde endnu hårdere for det. Det giver endnu mere blod på tanden, og jeg er rimelig sikker på, at jeg har tænkt mig at gøre det ekstra, der skal til, for at det skal komme til at blive et godt OL-år. Jeg håber også, at det kommer til at spille sig sådan ud. Jeg glæder mig rigtig meget nu, og jeg har fokus på at træne hårdt.«

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.


Læs også

Del artiklen