Creative Basketball Universe runder 50 mio. kr.

Vi har tilkendegivelser på over 50 mio. kr., siger Bakken Bears-direktør Michael Piloz om klubbens baskethalprojekt, der kan blive afklaret til efteråret. Formand Claus Hommelhoff er klar til at bidrage.

Artiklens øverste billede
Bakken Bears vandt for nylig sit 19. danske mesterskab. Arkivfoto: Anita Graversen

»Creative Basketball Universe.«

Sådan lyder den ambitiøse overskrift for et nyt basketballcenter ved Vejlby-Risskov Hallen, og den vision til 100 mio. kr. kom i denne uge et vigtigt skridt nærmere en mulig realisering.

Det er meget positivt for os, at der nu er kommunalt tilsagn og bred politisk opbakning til projektet.

Michael Piloz, direktør for Bakken Bears

Onsdag besluttede Aarhus Byråd at give 5 mio. kr. til projektet, og dermed er finansieringen mere end halvvejs på plads, fortæller Michael Piloz, direktør for Bakken Bears:

»Vi har i øjeblikket positive tilkendegivelser om samlede bidrag på over 50 mio. kr. fra private, fonde og fra kommunen, men der er et stykke vej endnu, for vores samlede projekt har et budget på op mod 100 mio. kr.,« siger direktøren.

Projektet går ud på at bygge en ny hal med to basketballbaner foran den nuværende Vejlby-Risskov Hallen, der er bygget i 1969 og hjemmebane for Bakken Bears. Ved klubbens kampe skal en mobil tribune kunne køres frem på den ene bane, så en opvisningsbane kan rumme ca. 3.000 tilskuere mod de 1.800 tilskuere, som Bakken Bears i dag kan have til sine hjemmekampe i Vejlby-Risskov Hallen.

Idéen er, at det nye basketball-univers, som også skal indeholde eksperimentarium og VIP-faciliteter, både skal tilgodese eliten og bredden i form af de mange unge, som kan bruge de to basketballbaner i det daglige. Oveni vil en ny baskethal give flere ledige haltider i den ”gamle” hal.

Pejling i efteråret

Bakken Bears vandt for nylig sit 19. danske mesterskab, Vejlby-Risskov Hallen er bygget i 1969 og direktør Michael Piloz har bl.a. fokus på, hvad efteråret kan bringe til projektet, for der kan være nye millioner på vej.

»I forbindelse med byrådets budgetforhandlinger i september håber vi at komme med, og der er stadig anlægsmidler fra det 10-årige anlægsprogram, som ikke er udmøntet. Jeg tænker, at vi i løbet af efteråret får en pejling på, om vi kan få det til at lykkes, og vi er mere positive, end vi har været før,« siger Michael Piloz.

Kommunens nylige tilsagn om 5 mio. kr. er et vigtigt skridt for Bakken Bears, for kommunal opbakning kan være en forudsætning for at hente penge fra private og fonde, fortæller Michael Piloz. Han oplyser i øvrigt, at klubbens formand, finans- og erhvervsmanden Claus Hommelhoff, har givet tilsagn om økonomisk støtte.

»Vores bestyrelsesformand, Claus Hommelhoff, er en af de private investorer, som har sagt, at han vil bakke op om projektet, men alle bidragsydere vil gerne se hele finansieringen på plads, før de melder et konkret beløb ud. Det er meget positivt for os, at der nu er kommunalt tilsagn og bred politisk opbakning til projektet, for det viser en opbakning fra byen, som fondene gerne vil se, før man giver tilsagn om støtte,« siger Michael Piloz.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Aarhus direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Aarhus’ nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Aarhus på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Del artiklen