Storkamp venter AGF i første runde af Superligaen

AGF skal møde Brøndby IF i første runde af Superligaen, når bolden ruller på ny på Ceres Park efter sommerferien.

Artiklens øverste billede
AGF skal tage imod Brøndby IF I første runde, når Superligabolden igen ruller efter sommerferien. Foto: Jens Dresling.

Kampprogrammet for Superligaens grundspil 21/22 blev i går offentliggjort. De første kampe i ligaen kommer til at byde på nogle spændende kampe for AGF.

I første runde kommer Ceres Park til at danne ramme om det klassiske opgør mellem De Hvii’e på hjemmebane og de blå-gule fra Brøndby IF. Her vil kampen blive fløjtet i gang søndag 18. juli klokken 19.

Runden efter venter FC Nordsjælland på Right to Dream Park i Farum søndag 25. juli klokken 14, inden Randers FC kommer på besøg i Aarhus i 3. runde.

4. og 5. runde kommer til at byde på yderligere to gode kampe, når AGF for første gang længe skal en tur til Domkirkebyen og møde Viborg FF på udebane, inden der igen venter et hjemmebaneopgør - denne gang mod FCK.

Tidspunkterne for kampstart for kampene fra 3. runde og fremefter er endnu ikke offentliggjort.

Midt imellem de to første kampe mod Brøndby IF og FC Nordsjælland, skal De Hvii’e ud og spille første kamp i kvalifikationen til Europa Conference League. Hvem modstanderen bliver ved vi først, når der trækkes lod til turneringen den 16. juni.

Læs også

Del artiklen