Efter nervepirrende drama: AGF besejrer AaB

AGF blev reddet af VAR og kunne vinde over AaB efter straffesparkskonkurrence.

Artiklens øverste billede
Kæmpe AGF-jubel efter dramatisk sejr over AaB. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Et reservespækket AGF-mandskab uden topscorer Mortensen og indlægsmaskinen Højer mødte fredag aften AaB i kvalifikationen til Conference League.

Og det der begyndte som en fredagsfodboldfest i Aarhus for hjemmeholdet med højt tempo, kulminerede med en Bror Blume-scoring efter en perfekt helflugter i det 19. minut.

Bror Blume scorede kampens første mål på en flot helflugter. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Champagnefodbolden på et corona-udsolgt Ceres Park fortsatte med masser af godt spil og en enkelt brændt friløber til vulkanen Thorsteinsson, men AaB kom mere ind i kampen med flere store chancer.

Efter pausen gik luften lidt af ballonen. Der kom gang i den igen, da AaB i det 68. minut fik et noget tyndt straffespark, begået af hjemmeholdets flyvende hollænder Kevin Diks mod sin landsmand Tom van Weert, som efterfølgende selv udlignede sikkert.

En flok trætte AGF-spillere kunne ikke gøre mere i den ordinære spilletid.

Den forlængede spilletid var præget af en regn af gule kort, og den tætte kamp så ud til at ende med et AGF-nederlag, da AaB’s Kasper Kusk kort før tid kunne bringe udeholdet på sejrskurs.

Men VAR ville det anderledes, da AGF fik tildelt et straffespark, efter en AaB-forsvarer tog bolden med hånden.

Fra 11-meterpletten udlignede kampens bedste spiller Jon Thorsteinsson sikkert, og så var der dømt straffesparkskonkurrence.

Jon Thorsteinsson blev den helt store helt med to scoringer. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Her blev AGF-keeperen Kamil Grabara hovedperson med tre redninger.

Dermed skal AGF spille europæisk i år. Inden da kan spillerne nu holde en velfortjent kamppause indtil midten af juli, hvor Superligaen fløjtes i gang igen.

Herefter venter der europæiske kvalifikationskampe fra 22. juli.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen