Tre aarhusianere på Verdensholdet

Fie Emilie Møller Nielsen fra Løgten samt aarhusianske Selma Lind Geirsdottir og Mikkel Rudi Kjeldsen skal på verdensturné med gymnastikhold.

Artiklens øverste billede
DGI Verdensholdet er netop blevet udtaget, og tre aarhusianere er med. Foto: DGI Verdensholdet

Forleden kæmpede 113 af landets dygtigste gymnaster om en plads på DGI Verdensholdet. 19. maj blev holdet offentliggjort med de 28 gymnaster, som er kommet igennem nåleøjet. Tre af gymnasterne er fra Aarhus.

Det drejer sig om Fie Emilie Møller Nielsen fra Løgten samt Selma Lind Geirsdottir og Mikkel Rudi Kjeldsen, der begge bor i Aarhus.

De skal rejse jorden rundt med DGI Verdensholdet og showet QUA.

DGI Verdensholdet er en drøm for mange gymnaster. På grund af corona-situationen blev udtagelsen i 2020 udsat. Her et år senere, og på trods af hårde vilkår for en udtagelse, lykkedes det at skabe rammerne, der gav gymnasterne mulighed for at vise, hvad de kan udrette med omtanke for de begrænsede træningsmuligheder, de har haft det sidste år.

Udtagelsesweekenden var en stor fysisk udfordring, og ventetiden har også været en følelsesmæssig rutsjetur for de mange håbefulde deltagere, som har forberedt sig i lang tid.

»Det er tydeligt at se, at gymnasterne har trænet hårdt op til udtagelsen. De har ydet en utrolig stor indsats og det var virkelig en svær opgave at sammensætte holdet,« fortæller Bie Andersen, som er teammanager på holdet, i en pressemeddelelse.

Fie Emilie Møller Nielsen. Foto: DGI Verdensholdet

Fie Emilie Møller Nielsen er 21 år og opvokset i Løgten. Hun har været aktiv i Skødstrup Sportsforening, HEI Gymnastik, TeamGym Aarhus, Aarhus StudenterGymnastik (ASG), AGF og på flere DGI Østjyllandshold.

Hun forventer, at året som Verdensholdsgymnast betyder en masse gymnastisk men også at hun bliver mester i at være omstillingsparat. Hun håber på, at blive inspireret og lære en masse af nye kulturer og andres måder at bevæge sig og undervise på. Sidst men ikke mindst, vil hun glæde sig til at få en masse vilde, skøre, uforglemmelige og helt unikke oplevelser med i rygsækken.

Selma Lind Geirsdottir. Foto: DGI Verdensholdet

Selma Lind Geirsdottir er 24 år og bor i Aarhus, hvor hun går på Aarhus Rephold. Hun glæder sig først og fremmest til at lave en masse gymnastik sammen med andre gymnastikglade mennesker. Det unikke ved Verdensholdet er for Selma, at være en del af et hold, der kæmper og brænder for at samarbejde og løfte i flok.


Jeg har oplevet mange andre verdenshold til den første opvisning, og selv om jeg ikke har været på gulvet, har jeg siddet med kuldegysninger over hele kroppen. Den følelse vil jeg glæde mig til at føle sammen med hele teamet

Mikkel Rudi Kjeldsen, 25-årig nyudtaget gymnast fra DGI Verdensholdet

»Det er en unik oplevelse at få lov til at være en del af et fællesskab, hvor man står sammen om at bevæge verden. Her kan man få lov til at inspirere folk til at bevæge sig gennem glæde og leg,« fortæller hun.

Mikkel Rudi Kjeldsen. Foto: DGI Verdensholdet

25-årige Mikkel Rudi Kjeldsen bor i Aarhus og studerer medicin på Aarhus Universitet. Han glæder sig til at stå til den første opvisning og blive præsenteret foran Gymnastik-Danmark sammen med de andre på holdet. Det bliver uden tvivl det mest nervepirrende, men også det vildeste øjeblik.

»Jeg har oplevet mange andre verdenshold til den første opvisning, og selv om jeg ikke har været på gulvet, har jeg siddet med kuldegysninger over hele kroppen. Den følelse vil jeg glæde mig til at føle sammen med hele teamet,« fortæller Mikkel Rudi Kjeldsen.

Rejsen starter i Danmark, hvor holdet besøger 14 danske byer. 5. september kan afrejseopvisningen opleves i Aarhus. Derefter går turen til Emiraterne, Indonesien, Malaysia, Sydkorea, Australien og USA. Holdet afholder cirka 200 workshops og giver godt og vel 150 shows på deres tur rundt i verden.

ksa

Læs også

Del artiklen