Brøndby-fans planlægger at valfarte til Aarhus

Adskillige Brøndby-fans opfordrer på de sociale medier hinanden til at troppe op ved Ceres Park i Aarhus til opgøret mellem AGF og Brøndby IF. AGF og politiet tager opfordringen med ro.

Artiklens øverste billede
Der må ikke være Brøndby-fans på tribunerne til dagens Superligakamp i Aarhus, men på de sociale medier planlægger flere fans af klubben at møde op ved Ceres Park. Arkivfoto: Jens Dresling

På grund af corona-restriktioner er det i øjeblikket ikke tilladt for udefans at befinde sig på tribunerne under Superligakampe. Derfor vil der kun være AGF-fans på stadion til aftenens opgør i Aarhus, hvor Brøndby IF kommer på besøg.

I området omkring Ceres Park kan billedet dog blive noget anderledes. I hvert fald hvis Brøndby-fans gør alvor af opfordringen, der lige nu florerer på de sociale medier, om at møde op ved stadionet i Aarhus for at vise støtte til Brøndby-spillerne.

»Folk opfordres til at være omkring stadion klokken 18.30, da vi ikke ved, hvornår spillerne ankommer,« står der blandt andet i et opslag på Twitter, der er blevet delt adskillige gange og har fået en del kommentarer.

Søren Højlund Carlsen, der er kommunikationschef hos AGF, oplyser til Lokalavisen Aarhus, at klubbens sikkerhedsafdeling er opmærksom på, at aftenens kamp er af en vigtig karakter, og at der derfor bliver foretaget de nødvendige forholdsregler.

»Vi kan kun understrege, at der ikke er adgang til stadion for Brøndby-fans. Hvis der kommer Brøndby-fans i nærheden af Ceres Park, så er det selvfølgelig noget, som vores sikkerhedsafdeling er opmærksom på i samarbejde med Østjyllands Politi,« fortæller Søren Højlund Carlsen til Lokalavisen Aarhus.

Bliv væk

Politiinspektør Rene Raffo fra Østjylland Politi oplyser til B.T., at man hos politiet er gearet til at klare situationen, hvis der skulle dukke Brøndby-fans op ved stadion.

»Vi har et politimæssigt setup, som kan håndtere det, hvis det skulle ske. Vores opfordring er, at man fortsat overholder de restriktioner, der er, og vores håb er også, at den her kamp kan afholdes i god ro og orden, også selvom danmarksmesterskabet er på spil. Det betyder, at der ikke er adgang til andre fans, end AGF’s fans, det er de regler vi forholder os til som politimyndighed,« siger politiinspektøren til mediet.

Brøndby IF har i øvrigt også bemærket, at flere af klubbens fans planlægger at tage turen til Aarhus. Det har fået klubben til at opfordre fans til at blive væk.

»Til aftenens udekamp i Aarhus må Brøndby-fans ikke være til stede grundet de omfattende Covid-19-restriktioner. Derfor opfordrer vi på det kraftigste alle Brøndby-fans til at holde sig fra Ceres Park og Aarhus centrum i timerne før, under og efter kampen,« skriver klubben blandt andet på Twitter.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen