Blot en byggetilladelse fra at være i mål med kunstgræsbane

TMG Fodbold glæder sig over, at en kunstgræsbane med stor sandsynlighed bliver en realitet til efteråret.

Artiklens øverste billede
Thomas Vestergaard fra TMG Fodbold har været en af hovedkræfterne, som tålmodigt har arbejdet med at få anlagt en kunstgræsbane i Mårslet. Nu mangler klubben blot en byggetilladelse fra kommunen for at være i mål med projektet. Arkivfoto: Kim Skovrup Andersen

Efter flere års tilløb og planlægning skulle det nu være ganske sikkert: En ny kunstgræsbane i Mårslet ser dagens lys og vil stå klar til brug senest til efteråret.

Det bekræfter TMG Fodbolds Thomas Vestergaard, som er tovholder på klubbens kunstgræsbane-projekt.

»Generelt er vi ret fortrøstningsfulde. Lige nu venter vi bare på kommunen, der skal give os en byggetilladelse. Vi håber, den kommer inden sommerferien, og så kan vi bygge banen, så den står klar til vintersæsonen. Det ville være et drømmescenarie for os, hvis den nye bane kan stå klar i oktober,« siger han.

Der er indgået aftale med DanJord, som vil stå for etableringen af banen, og det forventes, at det vil tage 10-12 uger.

Et års forsinkelse

Oprindeligt var det planen, at banen skulle have stået klar til brug i 2020, men den altoverskyggende corona-pandemi spændte ben for det.

»Forsinkelsen skyldes corona-pandemien. Det har været svært at samle penge ind i en corona-tid, hvor folk ikke har været villige til at donere penge til projektet. Hverken private eller erhverv, og det forstår vi selvfølgelig godt. Det har handlet om, at vi hele tiden lige har manglet de sidste penge for at komme i mål,« forklarer Thomas Vestergaard og fortsætter:

»Det har været vigtigt for os, at vi ville have samlet alle pengene ind, før vi byggede banen. Vi kunne godt have valgt at sige, at nu låner vi resten af pengene, men vi ville gerne have alle pengene fra starten, så vi bygger banen uden gæld.«

TMG Fodbold skulle samle 1,5 millioner kroner ind selv og får så 3,14 millioner af kommunen. I skrivende stund er der helt præcist samlet 1.578.730 kroner ind, og indsamlingen fortsætter et stykke tid endnu.

Nyt LED-lys

»Vi vil gerne have nyt LED-lys, så derfor fortsætter vi ufortrødent med at samle de sidste penge ind. Nyt LED-lys vil cirka koste 250.000 kroner. Det vil være meget besparende på sigt at have LED-lys, da det er ret billigt i drift. Derudover har vi også fået et depot med i projektet, og det koster lidt ekstra,« siger tovholderen.

Sådan er det planen, at kunstgærsbanene kommer til at se ud, når den forventes at stå færdig til efteråret. Illustrtion: TMG Fodbold.

Den kommende kunstgræsbane bliver en 11-mands bane med opstregning til både 8-mands og 5-mands fodbold. Der laves to ’lommer’, hvor overskydende mål kan placeres, når de ikke anvendes. Spillerne skal tilgå banen via en sluse med riste, så man sikrer, at gummigranulat (ofte dækrester, red.) så vidt muligt bliver på anlægget. Desuden opsættes en bande rundt langs hegnet, så granulat ikke ender uden for banen.

Det ville være et drømmescenarie for os, hvis den nye bane kan stå klar i oktober

Thomas Vestergaard, TMG Fodbold i Mårslet

»Vi tager alle de forholdsregler, vi skal og glæder os til at byde alle vores medlemmer - men også elever fra Mårslet Skole - velkomne på en helt ny kunstgræsbane,« siger Thomas Vestergaard, som oplyser, at der snart vil blive igangsat en navnekonkurrence, hvor brugerne kommer til at bestemme, hvad banen skal hedde.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.


Læs også

Del artiklen