Nu skal internationale eksperter udvikle AGF's nye stadion

Internationale eksperter med Rambøll i spidsen er blevet valgt som byggerådgiver på Aarhus' nye stadion, oplyser Kongelundens Sekretariat

Artiklens øverste billede
Nyt stadion rykkere tættere på, efter byggerådgiveren nu er blevet fundet.

Det er folk, der har erfaring med stadion-projekter, som nu skal i gang med at udvikle Aarhus' kommende stadion. Efter en EU-udbudsproces er Rambøll med et team af erfarne underleverandører, der har stået bag stadionanlæg til storklubber i blandt andre England og Tyskland, således valgt som bygherrerådgiver.

Det oplyses i en pressemeddelelse fra Kongelundens Sekretariat, som begrunder valget med, at Rambøll vurderes at have givet det bedste tilbud målt på pris og kvalitet.

”Rambøll stiller med et virkeligt garvet og kompetent rådgiverhold med erfarne lokale og internationale eksperter, der har bevist deres værd i en lang række store byggeprojekter i ind- og udland. De har solid erfaring med komplekse projekter og bæredygtig drift af moderne stadionanlæg, så jeg er helt tryg ved, at det er dem, der skal hjælpe os med at få projektet sikkert i mål,” siger Alvaro Arriagada, der er konstitueret projektdirektør hos Vision Kongelunden, i pressemeddelelsen.

Senere på året forventes et konkurrenceudbud for selve stadionprojektet, hvilket vil give en bedre idé om, hvordan det kommende stadion skal se ud.

”Udvikling af et nyt stadion til Aarhus er en ekstremt spændende opgave, som vi er rigtigt glade og stolte over at skulle være bygherrerådgiver på. Det er et idræts- og eventprojekt i særklasse i Danmark, hvor vi virkelig kan bidrage med vores internationale erfaring. Vi ved, at det er et projekt, der vil blive fulgt nøje, og vi glæder os til at komme ombord nu, så vi kan hjælpe med at få lavet de bedste rammer for det store udbud af stadionprojektet, der kommer senere," siger Lars Peder Pedersen, projektdirektør i Rambøll, i pressemeddelelsen.

jwh

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen