Fodboldklub styrker ungdomsindsats i Frydenlund

Frederik Bruun skal arbejde med at udvikle og fastholde Aarhus Vest-klubbens unge spillere

Artiklens øverste billede
Frederik Bruun skal udvikle og fastholde Fuglebakken KFUM Århus' unge spillere.

Fodbold Fuglebakken KFUM Århus, der har hjemmebane på Højlyngen i det vestlige Aarhus, har tilknyttet en ansvarlig for klubbens ungdomsafdeling. Det betyder også et styrket samarbejde med de lokale aktører i Frydenlund-området-

Ungdomsafdelingen i Fuglebakken KFUM Århus får nu en energi-indsprøjtning i form af Frederik Bruun, der skal arbejde med at udvikle og fastholde klubbens unge spillere, men hans arbejde skal også nå ud over kridtstregerne på hjemmebanen på Højlyngen i Frydenlund i Aarhus V, hvor han i samarbejde med klubbens trænere skal skabe et endnu bedre træningsmiljø for børnene.

Frederik Bruun skal nemlig også fokusere på forældreinddragelse, og få endnu mere gang i samarbejdet med skoler, fritidsklubber og andre relevante aktører i Frydenlund.

Forventningsfuld formand

Jesper Christensen, formand for Fuglebakken KFUM Århus, har høje forventninger til samarbejdet.

"Vi har mange dejlige og gode unge spillere i vores klub. Desværre oplever vi nogle gange et frafald, og det bliver en af Frederiks opgaver at se, hvad vi kan gøre for at imødegå dette. Herudover forventer jeg meget af det øgede samarbejde med de lokale aktører. Der findes mange børn og unge i Frydenlund, der måske ikke har fået øjnene op for vores fodboldklub. Vi vil gerne styrke indsatsen for børn og unge i Frydenlund, og vi kan tilbyde dem en sund sport og et fællesskab med gode holdkammerater. Jeg mener, at vi på mange områder kan være med til at agere sikkerhedsnet for de unge," siger Jesper Christensen.

Det skal være sjovt

Frederik Bruun er 25 år gammel og har lige afsluttet sin bachelor i Idræt, og skal læse videre på kandidaten til sommer. Han har selv arbejdet som børnetræner før og har været instruktør i DGI Fodbold.

"I samarbejde med trænere, forældre, spillere og ledere er min primære opgave at skabe et godt fodboldmiljø, hvor børn og unge har lyst til at komme igen og blive. Alle spillere skal gå hjem fra træning med et smil på læben, da det skal være sjovt at spille fodbold. I klubben er jeg ungdomsafdelingens ansigt udadtil, så forældre og trænere er altid velkomne til l at kontakte mig," fastslår den ansvarlige for Fuglebakken KFUM Århus ungdomsafdeling.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen