Steen Petterson står i spidsen for AGF's fodboldkvinder i et halvt år, inden den tidligere landsholdsanfører, Katrine Søndergaard Pedersen, skal tage over efter sommerferien.

Steen Petterson står i spidsen for AGF's fodboldkvinder i et halvt år, inden den tidligere landsholdsanfører, Katrine Søndergaard Pedersen, skal tage over efter sommerferien.

Var med i Madrid:

Nu vil han lave mirakler med AGF

AGF Kvindefodbolds nye træner, Steen Petterson, skal vinde to vigtige skæbnekampe, men er også afhængig af andre resultater for at undgå nedrykningsspil

Af
Kim Skovrup Andersen

Fodbold Som spiller har han været med til at skabe mirakler, og det er noget lignende, det skal til, hvis AGF Kvindefodbold efter en turbulent debutsæson skal komme med i slutspillet i Gjensidige Kvindeligaen.

Den tidligere OB-spiller, Steen Petterson, er ny træner i AGF Kvindefodbold, og da fynboen selv sparkede til en bold, blev det til et DM i 1989 og så ikke mindst miraklet i Madrid, hvor OB slog den spanske kongeklub med Michael Laudrup på holdet.

De aarhusianske fodboldkvinder skal nemlig også skabe noget lidt ud over det sædvanlige for at komme i top 6 og undgå kvalifikationsspillet med hold fra den næstbedste rækker. I de næste to kampe skal holdet helst hente to sejre, fordi man er fire point fra den forjættede sjetteplads, som FC Thy-Thisted Q indtager. Læg dertil, at FC Thy-Thisted Q møder bundproppen AaB, som endnu ikke har vundet i denne sæson, og at AGF's fodboldkvinder skal til Brøndby og besejre Danmarks mest vindende kvindeklub, for at drømmen om at komme i slutspillet skal leve videre.

"Alt kan ske i fodbold, og det er jo det, som er med til at gøre det fascinerende. Jeg har selv været en del af et mirakel i Madrid, og så kan man jo også nævne mirakler som Danmark eller Grækenlands EM-triumfer," siger den 51-årige fodboldtræner med en trænerfortid i blandt andre Ringkøbing IF, FC Midtjylland og Vejle Boldklub.

Det er heller ikke helt uvæsentligt, at Brøndby skal spille en Champions League-kamp mod franske Lyon et par dage inden.

"Det er altid en fordel, at et hold har en svær kamp nogle få dage inden, som kræver nogle ressourcer," fastslår Petterson og fortsætter:

"Vi vil gå ind til kampen mod Brøndby og give alt hvad vi har, og så må vi se, hvor vi står bagefter. Mere kan vi ikke gøre. Alle er klar over, det er svært, men der sker altså ting i fodbold, som ingen altid regner med. Pigerne, jeg og staben har en god tro på det. Jeg tænker ikke, miraklernes tid er forbi."

Steen Petterson mener, at FC Thy-Thisted Q godt kan få gummiben i sidste runder, hvis holdet skal vinde over FC Nordsjælland, som ligger nummer fem.

Hvad vil det betyde for jer at ende i top 6 i år?

"AGF Kvindefodbold har en erklæret målsætning om at gerne ville i top 3 om halvandet år. Det er klart, at det er et lille og træls set back, hvis vi skal ned og spille kvalifikationsliga, som vi så må og skal rykke op fra. Vi er lidt længere fremme med den målsætning, hvis vi kommer i top 6 og starter et andet sted efter de to næste kampe. Der er ingen tvivl om, at det vil modne vores spillere meget mere at spille de kampe i et slutspil med andre top 6-hold end at skulle ned og spille kvalifikationsspil med hold fra 1. division," forklarer han.

Bliver afløst til sommer

Cheftræneren, som bliver afløst af Katrine Søndergaard Pedersen efter sommerferien, men som fortsætter i en funktion som head of coaching med talentudvikling, kan kunnet se positive ting i træningskampene, hvor holdet ikke har tabt.

Og så er der kommet spændende spillere til klubben i form af norske Tina Fremo og Hannah Holgersen samt tre U18-talenter fra IF Lyseng.

AGF Kvindefodbold har haft en noget blandet sæson i den første sæson af kvindeligaen, hvor det er blevet til trænerskift, en del skadede profiler og en bundplacering, der lige nu truer holdet til at skulle i nedrykningsspil.

AGF Kvindefodbold har haft en noget blandet sæson i den første sæson af kvindeligaen, hvor det er blevet til trænerskift, en del skadede profiler og en bundplacering, der lige nu truer holdet til at skulle i nedrykningsspil.

"Jeg kan mærke en glæde og en optimisme i truppen og en professionalisme og seriøsitet. Jeg har oplevet det som utroligt positivt, at spillerne ikke bare er her for at hygge sig, men for virkelig at blive dygtigere fodboldspillere og vinde fodboldkampe," siger Steen Petterson, som har udnævnt målvogter Katrine Svane til ny anfører.

Hun har også skrevet under på en kontrakt med AGF Kvindefodbold, så hun får mere tid til sin sportsgren.

"Katrine er en naturlig leder og har gennemgået en fin udvikling og går ind og giver noget lyd inde på banen. Hun bliver et samlingspunkt for holdet med sit høje niveau, rolige væsen og respektindgydende optræden," forklarer Steen Petterson.

Kampen mod Brøndby IF fløjtes i gang søndag 7. marts klokken 14, mens den sidste kamp i grundspillet spilles 13. marts klokken 14 mod Kolding Q.

AGF Kvindefodbold

  • Er stiftet som anpartsselskabet 'AGF Kvindefodbold ApS', hvor AGF A/S ejer 80 procent og VSK Aarhus og IF Lyseng hver især ejer 10 procent.
  • Samarbejdet omfatter et hold i Gjensidige Kvindeligaen og U18 DM, der spiller på henholdsvis VSK Aarhus' licens og IF Lysengs licens.
  • Kvindeliga-holdet træner og spiller hovedsageligt kampe på Vejlby Stadion, mens U18 DM har Lyseng Stadion som fast base.
  • AGF Kvindefodbold ligger i øjeblikket på en syvendeplads i Gjensidige Kvindeligaen.

Publiceret 03 March 2021 09:26