Kunstgræsbanen tænkes placeret lige syd for den tidligere journalisthøjskole, som bliver omdannet til bydelshus.

Kunstgræsbanen tænkes placeret lige syd for den tidligere journalisthøjskole, som bliver omdannet til bydelshus.

Drøm om ny kunstgræsbane og sportsfællesskab på Christiansbjerg

Forskellige idrætsforeninger søger syv millioner kroner til at etablere nytænkende kultur- og sportsfællesskab

Marselisborg Hockey Klub, Aarhus Ravens Lacrosse, Aarhus Ultimate, Aarhus Rugby Klub, fodboldklubberne NB93 og Christiansbjerg IF Fodbold og FO-Aarhus er gået sammen om et fælles projekt.

Folkeoplysningsforbundet og de seks foreninger, der repræsenterer fire nicheidrætsgrene og fodbold, drømmer om at etablere et stort kultur- og sportsfællesskab omkring en kunstgræsbane på Christiansbjerg og det kommende bydelshus i bygningerne fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som FO-Aarhus har overtaget.

Bydelshuset skal fungere som et samlingssted for området, hvilket udspringer af visionen om at udvikle Skejby-området til et af de mest innovative og bæredygtige bolig- og erhvervsområder i Danmark.

De internationale idrætsforeninger får efter planen hjemme i det nye bydelshus, hvor de for eksempel skal kunne klæde om og have depot og kunne bruge bydelshusets fællesfaciliteter som café og mødelokaler. Det er også tanken, at de kan bidrage til husets daglige puls og udvikling som et mangfoldigt samlingssted, oplyser foreningerne i en pressemeddelelse.

Pres på idrætsfaciliteterne

Der kommer flere og flere indbyggere på Christiansbjerg, så den nye kunstgræsbane skal udnyttes så meget som muligt og også bruges af skoler og institutioner bestemte tidsrum.

"Vi er glade for at medvirke til at modernisere idrætsfaciliteterne i et område, som bliver meget tætbefolket i fremtiden. På den måde kan vi både tilbyde vores sport samt imødekomme manglen på idrætsfaciliteter i området. Ud over manglen på idrætsfaciliteter på Christiansbjerg er lokationen også god, da området har en meget stærk tilknytning til universitetet og det internationale miljø i Aarhus. Det gælder både i form af internationale virksomheder, der er placeret i Aarhus N omkring Skejby og Business Park Skejby, men også grundet den korte afstand til universitetet og andre uddannelsesinstitutioner med mange internationale studerende," siger Thorkil Lund, bestyrelsesmedlem hos Marselisborg Hockey Klub.

Nedbryde barrierer

Ingen af de seks foreninger har lige nu direkte adgang til en kunstgræsbane, hvilket udfordrer deres muligheder for at have tilbud hele året rundt til en attraktiv pris. Det går blandt andet ud over de mange udvekslingsstuderende eller tilflyttere, der gerne vil være aktive og opleve det danske foreningsliv. Med den nye kunstgræsbane kan foreningerne tilbyde et mere attraktivt og inkluderende idrætstilbud året rundt på en central placering i Aarhus, oplyser de i pressemeddelelsen.

"Sport er universelt og kan tilsidesætte en sprogbarriere. Det er en genvej til samarbejde, hvor miljøet er bygget op omkring et fælles mål. Ved at kunne tilbyde internationale nicheidrætter vil tilflyttere føle sig velkomne. Jo mere vi kan gøre Aarhus til en attraktiv by for internationale familier og studerende, jo mere vil de enkelte foreninger vokse. Foreninger vil få gavn af en større alsidighed samt få inspiration til nye klub- og træningsstrukturer. Vigtigst af alt er, at internationale nicheidrætter kan skabe venskaber på tværs af landegrænser," siger Mathias Munk, repræsentant fra Aarhus Ultimate.

"Med deling og fælles udnyttelse af faciliteter sprænger projektet de gængse grænser mellem sportsgrene og kulturaktører og gør op med tanken om ’én forening til én facilitet’," tilføjer Thorkil Lund, bestyrelsesmedlem hos Marselisborg Hockey Klub.

Projektet har et budget på syv millioner kroner, som foreningerne har søgt om fra puljen til idrætsfaciliteter i Aarhus Kommune. Hvis det bliver godkendt, vil man gå i gang med at anlægge kunstgræsbanen i sommeren 2021 på grunden, der er kommunalt ejet.

jr

Publiceret 19 January 2021 18:45