Albert Grønbæk har været her, der og alle vegne for AGF, hvor han for alvor har slået sit navn fast i efteråret 2020. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Albert Grønbæk har været her, der og alle vegne for AGF, hvor han for alvor har slået sit navn fast i efteråret 2020. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Albert Grønbæk har taget AGF med storm

Weekend efter weekend er han på holdkortet for AGF. Albert Grønbæk Erlykke er blot 19 år gammel, men har i flere kampe været kampafgørende i Superligaen

Af
Martin Jørgensen

 fodbold 'Unge Grønbæk igen... God skudmulighed! Grønbæææk banker den ind. Én af AGF's egne unge med et sublimt mål i solskinnet i Aarhus - så bliver det ikke smukkere for dem i hvidt.'

Knap fire minutter inde i hjemmekampen mod OB modtager 19-årige Albert Grønbæk, som man nøjes med at kalde ham i fodbolddanmark, bolden på kanten af feltet, tager tre hurtige berøringer ind i banen, hvorefter han kanonerer læderet ind bag en chanceløs Odense-målmand, der febrilsk strækker det yderste af sine lemmer efter langskuddet. Forgæves.

I øjeblikket er der meget, der går stolpe ind for Albert Grønbæk. I sin første startplads i sæsonen 2020/2021 viser den unge komet fra Risskov, at han ikke blot er et ungt talent længere. Han kan også præstere på den store scene blandt de allerbedste i Danmark.

"At score på hjemmebane er selvfølgelig noget, som jeg har drømt om. Først var drømmen at få debut, og dernæst var det at score på hjemmebane, så det er en fed ting at kunne krydse begge af," fortæller Albert Grønbæk, som ned til mindste detalje kan huske, hvordan opspillet til målet var. Ifølge ham selv fik han og bolden 'en god connection', og ind gik den for klubbens lokale dreng, som indtil for ganske nyligt oftere gjorde sig gældende på U19-holdet end hos David Nielsens tropper.

Flere modstandere har haft svært ved at styre den unge midtbanemand fra Risskov, der har kvitteret med tre Superliga-scoringer. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

Flere modstandere har haft svært ved at styre den unge midtbanemand fra Risskov, der har kvitteret med tre Superliga-scoringer. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

"Der er sket meget på det sidste, og det er stort for mig. Nu har man været i klubben i lang tid, spillet på alle ungdomsholdene og blevet seniorspillet, så det er en drengedrøm, at jeg nu er blevet en fast del af superligatruppen," fortæller Albert Grønbæk.

En kæmpe udvikling

'Mulighed her til Grønbæk... Bliver tacklet også... Thorsteinsson tilbage og så er der scoret! Fuldstændig udækket ligger han der, og Grønbæk sætter den i kassen. 1-0 til AGF'

Ikke bare én scoring er det blevet til indtil videre i denne sæson. Denne gang er det Horsens, som får kvaliteten fra Grønbæks højre fod at føle. Først forsøger han sig med en flugter fra kanten af feltet, men skuddet blokeres, inden han kort efter sætter indersiden på afleveringen fra sin islandske holdkammerat og fordobler sin måltotal for sæsonen. Alle gode gange tre blev det sågar til, da ærkerivalerne fra Brøndby IF kom på besøg tilbage i starten af december.

I år er det blevet til ti startpladser, og de tre mål er blevet krydret med en enkelt assist til topscoreren Patrick Mortensen. Men hvad er der sket hen over sommeren for den blonde altmuligmand?

"Først og fremmest greb jeg chancen, da jeg fik den. Og så tror jeg, at jeg har bevist over for mine holdkammerater og trænerstaben, at jeg er til at stole på. Det er vigtigt for os unge spillere, at man er kontinuerlig i sit spil, ikke har for store udsving og holder et højt bundniveau," lyder det fra talentet, der med sikker stemmeføring ikke tøver et sekund, når spørgsmålene bliver stillet. For Albert Grønbæk er tingene, som de er, og man må få det bedste ud af det hele. Også en anden position, end man plejer.

"Jeg har altid spillet central midt, men på u-landsholdet har jeg spillet kant, så det ligger ikke fjernt for mig. Jeg synes bare, at det er en fed udfordring, og hvis det er dér spilletiden er, så tager jeg selvfølgelig bare imod det."

Ydmighed og tålmodighed

Regelmæssig spilletid hos en topklub i Danmark med både mål i assists til følge. Det er en spændende tid at være 19 år og Albert Grønbæk, men hvordan formår man holde benene på jorden og hele tiden sætte sig nye mål?

"Jeg tror, at ydmyghed er vigtigt. Man skal ikke tro, at man er noget, fordi man har spillet et par kampe. Jeg skal ikke blive en arrogant person, men i stedet arbejde for at holde begge ben på jorden og være den samme Albert over for holdkammerater, venner og familie," siger han og fortsætter:

"Der var en grund til, at jeg fik debut. Jeg er, som jeg er, og det skal jeg ikke ændre alt for meget."

Men det kan gå hurtigt. Det er spillere som Jonas Wind fra FCK, Alexander Bah fra SønderjyskE og Jesper Lindstrøm fra Brøndby levende beviser på. På kort tid har de formået at tage skridtet fra lovende talenter til nu at være landsholdsaktuelle profiler. For Albert Grønbæk er opskriften klar.

"Jeg skal bare fortsætte med at have fokus på det, jeg kan gøre noget ved. Jeg arbejder på at optimere ting på og udenfor for banen i forhold til selvtræning og kost, men vigtigst af alt, så skal jeg være tålmodig. Det skal jeg huske at have med mig uanset hvad."

Publiceret 09 January 2021 06:30