Sander Kudahl Zaccarin stiller motiveret til start. Foto: AGF Svømning

Sander Kudahl Zaccarin stiller motiveret til start. Foto: AGF Svømning

Mesterskab: AGF tager imod Danmarks bedste

Første nationale juniormesterskab i et år

Svømning Fra 5.-8. december kan du lade dig underholde af Danmarks stjernefrø, når Dansk Svømmeunion sammen med lokalarrangør, AGF Svømning, blænder op for danske juniormesterskaber på kortbane for drenge i alderen 15-17 år (DMJ).

Sidste gang den absolutte top af danske juniorsvømmere satte hinanden stævne var tilbage i slutningen af oktober 2019, da DM for juniorer blev afholdt i DGI Huset Vejle.

En af de drenge, der deltog ved juniormesterskabet i fjor, er Sander Kudahl Zaccarin fra AGF Svømning. Han er spændt som en fjeder og tripper for at komme i vandet og race igen.

"Jeg synes, det er superfedt, at Unionen har gjort det muligt at afholde DMJ. Jeg har savnet at svømme stævner de sidste par måneder, så jeg glæder mig rigtig meget til at svømme stævnet nedtrappet igen," siger Sander Kudahl Zaccarin i en pressemeddelelse fra Dansk Svømmeunion.

Den 17-årige AGF-svømmer stiller til start i disciplinerne 50 og 100 meter rygcrawl samt 100 meter medley, og han er topmotiveret for at svømme hurtigt på hjemmebane.

"Det er superærgerligt, at min familie ikke har mulighed for at komme og se mig svømme, nu vi er på hjemmebane, men jeg forstår godt, at det ikke er muligt i forhold til coronarestriktionerne," siger Sander Kudahl Zaccarin.

Heldigvis kan AGF-svømmerens familie og alle andre livestreame juniormesterskabet for drenge – præcis som alle kan i Greve Svømmehal, hvor det danske juniormesterskab på kortbane for piger afvikles.

"Den viden, vi allerede har fået omkring afholdelsen under det nye setup, har vi overbragt til lokalarrangøren i Aarhus, så også de kan afholde et trygt og sikkert juniormesterskab. Samtidig vil jeg på vegne af hele SvømmeDanmark gerne sende en stor tak til Aarhus Svømmestadion og AGF Svømning med cheftræner Line Petersen i spidsen. I en presset situation langt henne i forløbet var hun hurtig til at træffe en beslutning, så juniormesterskabet for drenge heldigvis blev en realitet," siger talentansvarlig i Dansk Svømmeunion Thomas Stub.

Hele mesterskabet livestreames og kan følges på Livetiming. På appen 'Svømmetider' kan du se svømmernes personlige tider, rekorder mv.

gs

Publiceret 03 December 2020 06:00