AGF vil sætte et grønnere aftryk med vision, hvor fans blandt andet opfordres til at cykle eller gå til stadion. AGF-chef erkender, at det nok bliver svært at forlange det samme af spillerne.

AGF vil til at sætte et grønnere aftryk med ny vision, hvor fans blandt andet opfordres til at cykle eller gå til stadion. AGF-chef erkender, at det nok bliver svært at forlange det samme af spillerne. Foto: Christian Lykking/Ritzau Scanpix

Ambitiøs plan:

Skal AGF's spillere nu cykle til kamp?

En fodboldklub skal også tænke på fremtidens klimaproblemer. Det mener man i hvert fald hos AGF, som har udarbejdet en ambitiøs bæredygtighedsstrategi

Af
Jonas Wrede Hansen

Fodbold Bæredygtighed og klimavenlighed. Det er ikke ligefrem to begreber, som man normalt forbinder med en fodboldklub. Men hos AGF arbejder man ifølge klubben selv ret seriøst med dem. Faktisk så seriøst at man har lavet en såkaldt 'vision for miljøansvar og bæredygtighed', og til at få den realiseret ansatte AGF tidligere i år Anne Jensen i rollen som chef for bæredygtighed og branding.

Hun har har tidligere stået i spidsen for Northsides bæredygtighedsprojekt, hvorfra hun godt kan hente inspiration til sit nye job.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Anne Jensen er ansat som ny chef for bæredygtighed og branding.

Anne Jensen er ansat som ny chef for bæredygtighed og branding. Pressefoto: AGF

"AGF er ligesom Northside en stor platform, hvor man kan inspirere og påvirke rigtig mange mennesker, så på den måde er sammenligningen helt reel," fortæller hun og fortsætter:

"Men AGF er også en fodboldklub, og vi skal først og fremmest spille fodbold. Men vi skal også tænke bæredygtighed ind, men det skal ikke være en bæredygtighedsklub. Men fremover er bæredygtighed en del af brandet AGF."

Husk affaldet på stadion

Den nye vision, som blev præsenteret før sommer, indeholder præcis syv fokusområder, som skal hjælpe med at få AGF til at gøre noget godt for miljøet. Det skal blandt andet ske i samarbejde med klubens fans.

Til årets første hjemmekamp lancerede AGF således affaldssortering på Ceres Park, hvor publikum blev mødt af nye affaldsøer til sortering, så affaldet efterfølgende kunne blive genanvendt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den nye affaldssortering blev udrullet ved sæsonens første hjemmekamp, som var mod Vejle Boldklub.

Den nye affaldssortering blev udrullet ved sæsonens første hjemmekamp, som var mod Vejle Boldklub. Pressefoto: AGF

"Vi fik rigtig god respons på det. Både på de sociale medier, men også hos de klassiske medier, som vi snakkede med, samt fra dem jeg gik og snakkede med under kampen," fortæller Anne Jensen.

Et grønt stadion

Derudover skal AGF's fans hjælpe med at nedbringe Co2-aftrykket til klubbens hjemmekampe ved at flere fans cykler eller går til stadion. Hvis man ikke lige bor i cykel-afstand, håber klubben, at man vil benytte sig af offentlig transport eller delebiler. Fansene skal dog ikke forvente at se klubbens spillere hoppe på cyklen til og fra kamp, selvom det nok ville have en vis branding-effekt.

"Der er en helt masse andre faktorer, der spiller ind, når topprofesionelle fodboldspillere skal transporteres rundt," forklarer Anne Jensen.

Samtidig er det også en del af visionen, at AGF's kommende stadion skal være et af de mest bæredygtige i Skandinavien.

"Vi vil gerne have et moderne stadion, hvor man kan se, at det er bygget til fremtiden. Det betyder i dag, at man også tænker klima og bæredygtighed ind. Alt andet ville være helt tosset," siger Anne Jensen, som dog fortæller, at det stadigvæk er alt for tidligt at sige, hvordan der skal tænkes bæredygtighed ind i det nye stadion.

Udover at gøre noget godt for klimaet så er håbet også, at den nye vision kan tiltrække nye fans samt have en kommerciel værdi.

"Bæredygtighed er allerede i dag og bliver det nok i endnu højere grad i fremtiden et konkurrence-parameter for rigtig mange virksomheder, og hvis vi lykkedes med at gøre bæredygtighed til en integreret del af brandet AGF og også den platform, som sponsorer køber ind i, og samtidig bliver dygtige og kloge nok til at vide, hvor vi skal hen på disse områder, så kan vi måske være med til at hjælpe sponsorer og på den måde være en bredere platform at købe ind i," forklarer Anne Jensen.

UGENTLIG PODCAST OM AGF

Hele interviewet med Anne Jensen kan høres i afsnit 23 af 'KSDH', som er Jyllands-Postens podcast om AGF. Hver uge vender værterne Mikkel Hemmer-Hansen og Jonas Wrede Hansen de seneste nyheder og går i dybden med aktuelle emner, der altid omhandler 'de hviie' fra Fredensvang. Hør 'KSDH' dér, hvor du normalt lytter til podcasts eller på jp.dk/ksdh

Publiceret 16 October 2020 06:00