Helene Svane var flyvende til DM på bane forleden på Østerbro Stadion.

Helene Svane var flyvende til DM på bane forleden på Østerbro Stadion. Foto: Christian Jørn Hansen, Dansk Atletik Forbund

Aarhus Fremad-pige har regnet den ud og løber med i den danske elite

Biostatistiker løber fra de fleste i Danmark. Nu drømmer den 29-årige lokale løber om at deltage i internationale konkurrencer

Af
Kim Skovrup Andersen

Atletik Det er ikke hver dag, Aarhus Fremad Atletik er helt med fremme i den danske løbeelite, men 29-årige Helene Svane har gennem den seneste tid fået markeret sig selv og sin klub med nogle topresultater.

Senest til DM på bane på Østerbro Stadion i København. Her blev det til to sølvmedaljer i henholdsvis 10.000 og 1.500 meter løb. Til 1.500 meter løbet havde hun ovenikøbet 10.000 meter løb i benene fra dagen før. Begge tider - 4 minutter 26 sekunder og 35 minutter og 1 sekund - var personlige rekorder for hende.

"Jeg var spændt på, hvordan det gik, men jeg er nok i mit livs form, der er blevet bygget lige så langsomt op med tiden, mens jeg har holdt mig skadesfri," forklarer Helene Svane, som til dagligt arbejder som biostatistiker på Aarhus Universitetshospital. I 2019 blev hun færdig med ph.d. i matematik fra Aarhus Universitet.

Valget på Aarhus Fremad Atletik, der træner to gange om ugen på Vejlby Stadion, faldt lidt tilfældigt ud, da det var Helene Svanes storesøster, som tog hende med til løbetræning i klubben i det nordlige Aarhus.

"Og så er jeg bare blevet hængende, fordi det er en hyggelig klub. Jeg kan godt li', at det ikke er så stor en klub, for så kender man alle, føler jeg," siger eliteløberen, der netop er flyttet til Fuglsangs Allé i Aarhus V.

"Det er altid rart at få rørt sig, og jeg bliver simpelthen i godt humør af at løbe. Og så er jeg vild med fællesskabet i klubben, hvor man snakke med folk, der har samme interesse for løb. Og så fandt jeg ud af, at jeg kunne løbe fra de andre. Det bliver jo ved med at være sjovt, kan jeg konstatere," siger hun med et efterfølgende smil.

Helene Svane (bagerst).

Helene Svane (bagerst). Foto: Christian Jørn Hansen, Dansk Atletik Forbund

Paradedisciplinerne er 3.000 og 5.000 meter løb og helst på bane.

50-55 kilomeer om ugen

"De helt flade ruter ligger godt til mig. Jeg kan faktisk bedst li', hvis det ikke tager for lang tid, og man kan se, hvor langt man er kommet," siger Svane, der løber mellem 50 og 55 kilometer om ugen i et for hende langsomt tempo, som hedder 4 minutter 20 sekunder per kilometer.

Helene Svanes største resultat er DM-guld på 10 kilometer landevej tilbage i 2019.

"Den medalje pynter da ekstra i samlingen, og det var specielt at prøve at vinde DM-guld for første gang," fortæller Helene Svane.

Hun får mulighed for at forsvare DM i næste måned, men ellers er drømmen at få nogle flere internationale løb i benene.

"Jeg har været til nordiske mesterskaber i 2018, og jeg kunne godt tænke mig at komme til EM og VM på et tidspunkt," lyder det fra Aarhus Fremad-løberen.

Foto: Christian Jørn Hansen, Dansk Atletik Forbund

Publiceret 30 August 2020 08:00