Foto:

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AGF spiller sig videre i Europa:

Nu kan tophold vente

Det var spændende til det sidste, da AGF torsdag aften spillede sig videre i kvalifikationen til Europa League

Af
Jonas Wrede Hansen

For første gang i 23 år har AGF vundet en europæisk kamp. Det skete torsdag aften hjemme mod finske FC Honka i kvalifikationen til Europa League. AGF var på forhånd storfavorit til at tage sejren, men det var først i overtiden, at hjemmeholdet sikrede sig en storsejr på 5-2.

Det hele startede dog godt for 'de hviie'. AGF lagde ud med et voldsomt pres fra første fløjt, og efter 21 minutter headede Frederik Tingager stensikkert AGF foran med 1-0 efter et hjørnespark. Otte minutter senere headede Patrick Mortensen ligeledes bolden i nettet til 2-0, og så så det ellers fornuftigt ud for det aarhusianske hjemmehold. Men i det 35. minut overraskede det finske udehold med en reducering til 2-1, og så blev det lige pludselig spændende igen. Kort før pausen fik AGF dog straffe, som Patrick Mortensen sikkert bankede ind til 3-1.

En komfortabel føring at gå til pause på.

FC Honka kom dog bedste ud fra omklædningsrummet. Det finske hold pressede godt på, og i det 64. minut fik FC Honka spændingen tilbage i kampen, da de reducerede til 3-2. Den spænding holdt frem til overtiden, hvor debutanten Patrick Olsen scorede til 4-2, og kort tid efter scorede endnu en debutant. Denne gang var det den 20-årige Søren Tengstedt, der scorede til 5-2.

Det blev også resultatet, og dermed kan klubben glæde sig over fortsat at være med i kampen om at kvalificere sig til Europa League. Det er fortsat uvist, hvem aarhusianerne skal møde i næste kvalifikationsrunde, men der kan vente markant stærkere modstand end FC Honka.

Hold som AC Milan, Vfl Wolfsburg, Wolverhampton og Malmö FF er med i puljen af hold, som AGF kan trække. Næste runde spilles 17. september.

Publiceret 27 August 2020 20:50