Illustration af den nye store padelhal i Aarhus.

Illustration af den nye store padelhal i Aarhus.

Cult-stifter bygger Danmarks største padelhal i Aarhus

Brian Sørensen bygger gigantisk padelhal med 20 baner

Det var kærlighed ved første slag, da Cult-stifter Brian Sørensen for halvandet år siden spillede sin første padelkamp. Han har nu stiftet virksomheden PadelPadel og vil opføre fire store padelhaller.

"Padel er Danmarks hurtigstvoksende sportsgren, og jeg forstår virkelig godt hvorfor. Jeg er virkelig blevet bidt af sporten og spiller selv tre til fire gange om ugen. Hvis en af mine padelkampe bliver aflyst, føles det som om, at juleaften bliver aflyst. Jeg har aldrig selv rigtig spillet ketchersport, og når jeg så en sjælden gang imellem har spillet en tenniskamp, er hele kampen gået med at samle bolde. I padel kan alle få spillet i gang, og det gør virkelig, at det er en sport, de fleste bliver fanget af," fortæller Brian Sørensen i en pressemeddelelse.

Brian Sørensen.

Brian Sørensen. Pressefoto

"Min egen kærlighed til sporten er grunden til, at jeg nu opfører fire padelhaller i Danmark. For mig giver forretning allermest mening, når jeg beskæftiger mig med noget, som jeg elsker. Og jeg ved, at jeg vil elske at komme i vores padelhaller. Nu er vi startet ud i Aarhus, den næste hal opføres i Aalborg, så kommer Odense og til sidst København. Vi er i dialog om forskellige grunde med Odense Kommune, og i København er vi stadig på jagt efter den helt rigtige placering. Jeg glæder mig virkelig til at skabe et padelmiljø i Danmark, og jeg kan slet ikke vente med at byde folk velkommen i de nye haller."

Hallen i Aarhus bliver Danmarks største med to udendørs og 12 indendørsbaner, der på sigt udbygges til 18 indendørs. Der kommer almindelige baner, en center court og nogle single baner i hallen, der opføres på Langdyssen i Lisbjergs erhvervsområde, hvor der kan bygges 10 meter i højden.

Danmarks største padelhal bliver bygget her i Lisbjerg Erhvervspark nord for Aarhus.

Danmarks største padelhal bliver bygget her i Lisbjerg Erhvervspark nord for Aarhus. Pressefoto

"Alle andre padelhaller i Danmark er etableret i eksisterende lagerhaller, og de fleste er derfor 6-7 meter i højden. Men det vigtigste slag i padel er lop, og det giver vores baner virkelig mulighed for," fortæller den entusiastiske erhvervsmand og padelspiller.

Købet af grunden nord for Aarhus er formidlet af EDC Poul Erik Bech, hvorfra meldingen er, at adressen Langdyssen 2 er perfekt til en stor padelhal.

"Den 13.579 kvadratmeter store grund er placeret på højtliggende bakkedrag med udsigt over Aarhus i Lisbjerg Erhvervspark. Området er let tilgængeligt både i bil og nu også med offentlig transport, da der er etableret et letbanestop i området. En helt ny padelhal med denne placering kommer helt sikkert til at tiltrække mange spillere. Jeg kommer i hvert fald til at slå mange smut forbi," siger Daniel Lundholm fra EDC Poul Erik Bech.

jr

Publiceret 26 August 2020 07:45