Ole Gade, Pernille Bechsgaard Fast og Lisbeth Axen har grebet bolden og er klar til at starte Lykkeliga op i Mårslet.

Ole Gade, Pernille Bechsgaard Fast og Lisbeth Axen har grebet bolden og er klar til at starte Lykkeliga op i Mårslet. Foto: Kim Skovrup Andersen

Håndboldlykken venter: Landskendt håndboldprojekt kommer til Mårslet

TMG Håndbold kaster sig ud i Lykkeligaen, som den tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsen kører på fjerde år. Første gang bliver 12. september

Af
Kim Skovrup Andersen

Håndbold "Hvad skal jeg gå til, mor?"

Det spørgsmål har Lisbeth Axen ofte fået af sin ældste datter, Sarah.

For når Sarah er med på sidelinjen i Mårslet Multihal, har TMG-håndboldtræneren stor lyst til at inkludere hende i træningen, men ved godt, at det ikke så let lader sig gøre.

"Sarah har et udviklingshandicap og er autist, og jeg har en indre kronisk dårlig samvittighed over, at hun ikke kan gå til håndbold på lige fod med sin lillesøster," forklarer Lisbeth Axen.

I sin jagt på idrætstilbud for børn med specielle behov har hun puslet med idéen om at kontakte den tidligere håndboldlandsholdsspiller Rikke Nielsen, der står bag Lykkeliga, som er en håndboldliga for udviklingshæmmede børn.

"Jeg har fulgt Rikke Nielsen i mange år. Lige fra hun selv spillede til hun udgav en bog om at være blevet mor til et barn, der ikke altid passer ind i normen (Rikke Nielsens datter har Downs syndrom, red.) og ligner andre. Det har inspireret mig meget. Derfor har jeg puslet med idéen om at starte Lykkeligaen op her i Mårslet. Men jeg følte ikke, jeg kunne løfte opgaven alene, men det var Ole heldigvis klar på," siger Lisbeth Axen og kigger over på sin makker fra løbeklubben.

Ole Gade er tidligere formand for håndboldafdelingen og mangeårige træner.

"Jeg har bekendte, der er involveret i Lykkeliga andre steder i Danmarks, så idéen om at starte noget op her i Mårslet lå ikke så fjern for mig. Jeg synes også, jeg er lidt for ung til at lade mig pensionere som træner," siger han med et efterfølgende smil.

En tredje tovholder på projektet er TMG's foreningsudvikler Pernille Bechsgaard Fast.

"Vi har i et stykke tid arbejdet med at få en målgruppe med særlige behov til at dyrke idræt her i TMG, og her passer Lykkeliga perfekt ind," siger hun.

68 klubber

TMG Håndbold bliver klub nummer 68 i rækken af Lykkeligahold, og udover et særligt fællesskab med ligesindede, er der mulighed for at komme til Lykkeliga Cup og sågar komme på Lykkeliga-landshold. Og så er planen også at spille venskabskampe mod andre Lykkeligahold i lokalområdet.

I Aarhus Kommune er der i forvejen Lykkeliga-hold i VRI og Stavtrup.

"Vi mener sagtens der kan være plads til os, og kan vi få 20 til 25 børn herned i hallen, vil det være fuldt ud fantastisk. Nu skal vi bare have projektet sparket i gang," siger Ole Gade, som glæder sig til at få besøg af Rikke Nielsen og datteren Magda.

Der er opstart 12. september klokken 10.30 til 12 og herefter hver lørdag i Mårslet Multihal.

"Vi håber selvfølgelig på stor opbakning, og det bliver dejligt at få sådan et tilbud i lokalområdet, så man kan få en logistik-hverdag til at gå op. Det handler om at skabe et tilbud til en målgruppe, der i forvejen ikke har noget, de kan gå til. De skal komme og have det sjovt og føle de får noget ud af at gå til sport," fastslår Lisbeth Axen.

Fakta

Lykkeliga

  • er en håndboldliga for udviklingshæmmede piger og drenge i alderen 6-14 år. Lykkeligaen blev skabt i foråret 2017 af Rikke Nielsen, tidligere dansk håndboldspiller, efter at hun havde startet Aalborg Kidz til sin datter, der har Downs syndrom.
  • bruger håndbold til at skabe positive fællesskaber, positiv formidling og positive oplevelser for og omkring udviklingshæmmede børn i hele Danmark. Projektet danner bro mellem udviklingshandicappede og resten af danskerne.

Hvis man ønsker at høre mere om Lykkeliga eller melde sig il TMG Lykkeliga, kan man sende en mail til: axenlisbeth@hotmail.com

Publiceret 20 August 2020 07:00