Mads Larsen instruerer og opmuntrer.

Mads Larsen instruerer og opmuntrer. Foto: Jeppe Rafn

Mads Larsen giver 35 års bokseerfaring videre

Tidligere bokseverdensmester Mads Larsen har åbnet sit eget boksetræningscenter

Af
Jeppe Rafn

”Kæmpe, kæmpe, kæmpe, kom så Heidi.”

”Kom så Jaqueline, ned i benene.”

Vi er i et træningslokale i Åbyhøj, hvor en håndfuld storsvedende kvinder er i gang med cirkeltræning, hvor de på skift laver jumping squats, battle rope, skyggebokser med håndvægte, rygstræk og maveøvelser med medicinbold.

”Kom så Louise, bliv ved, du kan ikke stoppe midt i kampen.”

”Det er jo kun en liter mælk, du står med, det er ingenting.”

De opildnende råb kommer fra den tidligere bokseverdensmester Mads Larsen, som deler ud af sine 35 års bokseerfaring i sit spritnye træningscenter Boxgym Project Mads Larsen.

”Det handler i bund og grund om at få en bedre livsstil og selvværd. Efter en times træning er du helt smadret, men du får energi og overskud til bedre at håndtere problemer med dine børn, firma eller mand,” fortæller Mads Larsen.

Hold og individuelt

Boksetræningen foregår typisk på hold i et forløb på otte uger med tre ugentlige træningstimer. Og der er vel og mærke ingen, der slår på hinanden.

”Det er 100 procent boksetræning med høj intensitet, hvor du lærer at få balance og stå rigtigt på benene. Du bliver hårdt presset med den her slags træning, men du lærer også at slappe af, for du kan ikke slå hårdt, hvis du spænder. Du skal kaste armene ud i luften,” forklarer Mads Larsen og gentager, at du ikke bliver slået på.

Træneren presser deltagerne, men der er også plads til grin.

Træneren presser deltagerne, men der er også plads til grin. Foto: Jeppe Rafn

”Ingen får en blodtud. Så skal de da falde.”

Der er også dem, faktisk en hel del, der vælger guldtræningsmodellen og får individuel personlig træning af Mads Larsen, der var professionel bokser i næsten tyve år og kendt som en både teknisk dygtig og hårdtslående bokser.

Du kan mere, end du tror

Boksetræningen er for alle uanset køn og alder, og uanset om du er i god fysisk form eller skal starte helt fra bunden, idet træningen bliver tilpasset individuelt.

”Jeg har en pige, der ikke kunne tage én armbøjning på knæene, da hun begyndte. Nu kan hun tage 10 på fødderne, og det er fedt at se. Mit mål er, at folk skal indse, at de kan mere, end de tror, de kan. Det er fedt at se, når folk forandrer og udvikler sig, men det fedeste er, når de selv opdager det.”

”Jeg tror faktisk, jeg har flere piger end mænd. Det er nok fordi, de er gode til at snakke sammen og sige, det her skal du prøve, men pigerne er generelt også mere hardcore. De giver gas og piver ikke, hvis jeg siger, ’er det det, du kan’, mens drengene får ondt af sig selv.”

Rocky 4

Mads Larsen begyndte at gå til boksning i 1985, da han var 12 år. Han husker tydeligt, hvad der satte det hele i gang.

”Jeg og en kammerat havde været inde i byen og se Rocky 4 i biografen. Det var det fedeste, og vi skyggeboksede hele vejen hjem i bussen til Mårslet.”

Mads Larsen demonstrerer, hvordan man skal slå. Det gælder om at slappe af i kroppen, for hvis du spænder, kan du ikke slå hårdt.

Mads Larsen demonstrerer, hvordan man skal slå. Det gælder om at slappe af i kroppen, for hvis du spænder, kan du ikke slå hårdt. Foto: Jeppe Rafn

Hans fire år ældre søster gik i klasse med en bokser, og efter nogen overtalelse gav forældrene ham lov til at tage med søsterens klassekammerat til boksetræning på Tovshøjskolen i Brabrand.

”Der lugtede bare af hvidløg og sved. Det var lige mig, jeg blev fanget.”

Talentet var så stort, at Mads få måneder senere var klar til sin første kamp i drengeboksning. Men her sagde forældrene stop, så træneren måtte tage med hjem til Mårslet og fortælle om, hvordan det gik for sig.

”Jeg fik lov, og jeg kan huske, mine forældre sad på første række til kampen. Jeg skulle bare vinde, for ellers ville jeg aldrig få lov at få flere kampe,” husker Mads Larsen, som vandt sin allerførste boksekamp på point.

Verdensmester

Unge Larsen boksede i otte år som amatør og fik debut som professionel i 1993. Han flyttede til København for at bokse under Mogens Palle og fik en meget succesfuld karriere i bar overkrop, der bød på både VM og EM-bælter.

Efter 11 år hos Stald Palle fortsatte karrieren i fem år hos Team Sauerland, hvor Mads Larsen som en betingelse skulle bo og træne i Berlin. Det var lige, da hans kæreste var gravid med deres første søn, som blev i Danmark med moren.

”Jeg var meget lidt hjemme, og hvis der er noget, jeg har fortrudt, så er det, at jeg ikke var der for min ældste søn de første fem år af hans liv. Jeg var mentalt i Danmark, men fysisk i Berlin.”

Eget træningscenter

Mads Larsen boksede sin sidste kamp i 2012 og har i de senere år arbejdet med coaching og personlig træning. Han har lejet sig ind hos Champs Camp på havnen i Aarhus, men nu har han taget skridtet og startet sit helt eget boksetræningscenter, Boxgym Project Mads Larsen, i egne lokaler på Valhalvej i Frichsparken i Åbyhøj.

Pressefoto

”Jeg havde træning i tankerne, og folk sagde, jeg skulle gøre det, da jeg stoppede karrieren. Nu har jeg gjort det, og jeg går all-in, så må det briste eller bære. Jeg tror 100 procent på det, ligesom da jeg gik i ringen, ellers er der ingen grund til at gøre det. Lige inden en kamp har jeg tit været nervøs og tænkt, hvorfor spiller jeg ikke fodbold eller har taget en uddannelse, men det er glemt, når du står deroppe i ringen med armene i vejret.”

En ekstra runde?

Træningstimen i det nye bokselokale er ved at være slut. Pigerne har boksetrænet med sæk og plethandsker, og den sidste omgang cirkeltræning er nu endelig slut.

”Skal vi tage en ekstra runde,” spørger Mads Larsen med et kækt smil.

”Nej, vi er færdige. Helt færdige,” kommer det samstemmende fra pigerne.

Publiceret 15 July 2020 18:00