VSK Aarhus cheftræner Jens Gjesing regner ikke med, at forspringet i nedrykningsslutspillet bliver nogen sovepude, og vil have sejre i de resterende kampe.

VSK Aarhus cheftræner Jens Gjesing regner ikke med, at forspringet i nedrykningsslutspillet bliver nogen sovepude, og vil have sejre i de resterende kampe. Arkivfoto: FotoTrine, vildmedfoto.dk

VSK Aarhus røg i nedrykningsspillet på skrivebordet:

"Det er da pisseærgerligt, men for fa'en"

Der er ingen bitre miner hos cheftræner Jens Gjesing over, at holdet mistede fem kampe til coronaen og dermed chancen for at komme i oprykningsspillet, nu handler det blot om at vinde de resterende

Af
Anders Michaelsen

FODBOLD Det lignede en gyser-afgørelse om, hvem der skulle i oprykningsspillet i 2. division gruppe 2. VSK Aarhus lå lige akkurat under den magiske top-6-streg a point med Jammerbugt, der kun var bedre på målscore.

Men ind kom en verdensomspændende pandemi og en aflysning af grundspillets resterende fem kampe, fordi det ifølge Divisionsforeningen vil føre til en 'sportslig skævvridning' hvis turneringen blev skubbet. Blandt andet fordi nogle hold i 2. division er amatører, mens andre er deltidsproffer eller fuldtidsprofessionelle, og der dermed kunne være stor forskel på, hvorvidt klubberne kunne tvinge spillerne til at flytte ferier og arbejdsforpligtelser.

Flere klubber ytrede sig undervejs også kritisk over, at alle kampe ikke bliver spillet, hvor der i nedrykningsspillet nu kun skal spilles seks kampe, i stedet for elleve, hvilket gør, at holdene har mistet 16 kampe med de fem, der også blev streget ud af kalenderen i grundspillet. Men hos VSK Aarhus er der ingen bitre miner.

"Vi har ikke brugt tid på det, selvfølgelig er det da pisseærgerligt, men for fa'en sådan er livet nogle gange, og vi vil gerne have slåsset med Helsingør og nogle af de hold. Det havde været spændende at bide skeer med nogle af rækkens bedste hold, men både jeg og spillerne har set det i et større perspektiv. Der er folk, som mister livet på grund af sygdom, og så fylder det ikke så meget, om vi er i et ned- eller oprykningsslutspil," siger VSK Aarhus-cheftræner Jens Gjesing og fortsætter:

"Nu handler det om, at vi skal vinde de resterende kampe, så vi kan få det bedst mulige afsæt til en enorm spændende sæson, der begynder snart."

Ingen sovepude

Med en komfortabel førsteplads i nedrykningsslutspillet og i skrivende stund 14 point ned til nedrykningsstregen, kunne spillerne i VSK Aarhus måske allerede gå på sommerferie, men sådan ser cheftræner Jens Gjesing overhovedet ikke på det.

"Vi får en meget kort pause efter sæsonen, og så skal vi være der igen. Så de her kampe er sindssygt vigtige, også selvom det ser fornuftig ud med pointene. For vi kan ikke gå ud og levere halve præstationer op til en ny sæson, for lige om lidt går vi altså i gang igen," siger han.

Og han vil på ingen måde kalde de resterende kampe for træningskampe, men nærmere 'en del af forberedelserne til den nye sæson'. Alle kampe skal vindes.

"Det værste i alt det her er nærmere, at vi har mistet en stor håndfuld kampe, som er afgørende for, at vi kan udvikle os, så vi skal virkelig have nogle ting på plads i de få resterende kampe, vi har," siger han.

Men kan du ikke forstå, hvis der er nogle spillere, der kan føle, at de godt kan trække sig lidt i tacklingerne og i returløbene, når der ikke er så meget at spille om?

"Så skal man ikke spille i VSK Aarhus. Vi skal vinde hver eneste gang. Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er en træningskamp eller hvad det er, så går vi ikke på kompromis. Når vi forsøger at bygge en kultur op, hvor vindermentalitet er det, der skal være det altoverskyggende, så skal man ville vinde hver gang," fastslår cheftræneren.

Publiceret 24 June 2020 10:00